På fredag er de fire år siden, at Cafe Mair’s i Fredericia så dagens lys. Den lille perle i Gothersgades sydlige ende bryster sig af at være byens næstbedste cafe, men kunne i virkeligheden ligge i London eller Berlin, så moderne er resturantens indehaver Eva Mair, der i øvrigt har østrigske aner.

Eva Mair fejrer fire års fødselsdag med sin Cafe Mair’s i Gothersgade.
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia Avisen.

Det første man hæftede sig ved på Cafe Mair’s var soulmusikken, som var høj og Evas holdning hertil har altid været, at ønsker man, at der skal skrues ned, så sidder man det forkerte sted i cafeen. Musikken kommer fra hjemlandet Østrig, hvor netradiostationen Superfly FM sendes ud af højttalerne på cafeen. Det er faktisk Evas bror, Thomas Mair, som er en del af teamet bag Superfly FM. Det soundtrack har fulgt cafeen i alle fire år, hvilket er en af grundene til at mange af cafeens stamgæster kommer igen og igen. Derudover serverer hun lækker cafe fra Holy Bean, som også får kaffetørstige fredericianere til at kigge forbi.

Foto: Thomas Lægaard, Fredericia Avisen.

Ydermere er der selvfølgelig det vigtigste; nemlig maden. Den er der 100 procent styr på. Mange sagde; på et tidspunkt vil Mair’s knække under for kravet efter nachos og cafeburgers, men Eva har holdt fast i sin egen stil og facon. Selv mange af de populære retter har fået et moderne løft med græshopper, så man kan ikke sige på nogen måde, at cafeen har valgt den nemme eller kommercielle løsning.

Foto: Thomas Lægaard, Fredericia Avisen.

Ligeledes har cafeen altid fuldt et princip om bæredygtighed, og er i dag den førende i byen, når det kommer til veganske retter. Det er også blevet sådan et sted, hvor kunstnere tegner, eller udstiller deres værker på væggene. Musikere kommer, nogle gange spiller de spontant, andre gange er der simpelthen koncerter på Cafe Mair’s. Det er som om, at byen har fået et kreativt fristed, og Eva virker oprigtig som en ejer, der vil kulturen og kulturlivet.

Foto: Thomas Lægaard, Fredericia Avisen.

Da vi skal interviewe Eva er der travlhed i cafeen. Der synges fødselsdagssang for den 80-årige fødselar, der sidder ved det sammensatte langbord. Eva styrter rundt mellem bordene, espressomaskinen og køkkenet.

Foto: Thomas Lægaard, Fredericia Avisen.

“Jeg er glad for at være i Fredericia, og vi haft fire gode år, men den største udfordring har været at starte noget op i en by, hvor man ikke kender nogen. Hvad vil de og hvor kommer de fra, har folk spurgt. Vi har kæmpet for vores koncepter og det har Fredericia belønnet os for i dag. Vi er utrolig stolte af at kunne fejre fire års fødselsdag i byen,” siger Eva Mair i en af hendes få pauser.

Vi sætter os ved bordet og nyder en kop cappuccino og en cafe latte.

Tillykke til Cafe Mair’s og Eva.