Slutspurten er sat ind på scenen i Fredericia Teaters lille sal, hvor de sidste detaljer skal finpudses, inden verdenspremieren på musicalen Ole Lukøje løber af stablen i morgen, fredag.

På premiereaftenen vil der sidde to personer i Lille Sal, som har set særligt frem til denne aften – det er amerikanerne Richard Oberacker og Robert Taylor. Richard Oberacker har skrevet musikken til musicalen, og han er ikke en hvilken som helst herre. Når han ikke er til verdenspremiere i Fredericia, er han kapelmester på Cirque Du Soleils verdenskendte show ”KÀ” i Las Vegas. Ud over at have skrevet musikken til Ole Lukøje – en lille mareridtsmusical har Richard Oberacker også været med til at skrive såvel sangteksterne som selve handlingen. Manuskriptet og teksterne er skrevet sammen med hans skrivepartner: en anden amerikaner, Robert Taylor. Han har gennem en årrække medvirket i Disneys The Lion King og er en anderkendt forelæser om opera og ornitologi i hele verden. Sammen glæder de sig til at se deres fælles projekt i intet mindre end en uropførelse og verdenspremiere på Fredericia Teater!

Instruktøren er prisbelønnet og dansk – dog med rødder i Argentina
Fredericia Teater har igen (sidst:The Last Five Years) allieret sig med den nu 71-årige instruktør Daniel Bohr, som ikke behøver den store introduktion. Daniel har 51 år på bagen i teaterverdenen og har blandt meget andet opnået tre Reumert-nomineringer, vundet to Reumert-priser og instrueret næsten 300 forestillinger. Der hersker ingen tvivl om, at det har været en stor, sjov og udfordrende rejse for den 71-årige karismatiske instruktør at arbejde med et stykke, der aldrig tidligere har været opført:

”Med Ole Lukøje – en lille mareridtsmusical har jeg haft en ualmindelig lykkelig, inspirerende, morsom og udfordrende tid”, udtaler Daniel Bohr. ”Historien er gruopvækkende på en spændende og meget humørfyldt måde, og musikken er ualmindeligt velkomponeret. Jeg har arbejdet med et skønt ensemble af yderst professionelle, meget erfarne og talentfulde skuespillere, og det er suppleret med dejlige friske nye performere. Den musikalske side er i de absolut bedste hænder, og det har været en daglig glæde og kilde til inspiration at opleve udviklingen. Det scenografiske har været en kæmpe udfordring, som er blevet løst til perfektion med kærlighed, glæde og opfindsomhed af et pragtfuldt og engageret team. Kostume -og sminkeafdelingen har været en fest at arbejde med. Folkene bag lys og lyd har arbejdet kreativt og med en professionalitet, der har gjort, at vi har følt os trygge hele tiden. På Fredericia Teater hersker der altid en stemning af engagement, glæde, harmoni og positiv hektisk travlhed – for mig er det ren livsenergi, og jeg kan føje denne arbejdstid på Fredericia Teater til min liste af absolut top-oplevelser som instruktør.”

Fredericia Teater udbyder billetpriser, som alle kan være med på!

Ole Lukøje – en lille mareridtsmusical er en musical, som man bør unde sig selv at opleve, uanset hvorfra i Danmark man kommer. Og som et nyt tiltag har teatret introduceret en kampagne, hvor publikum i dette forår kan se hele to verdenspremierer for priser startende ved 210,- pr. person. I den forbindelse udtaler teaterchef Søren Møller:

”De to musicals, vi præsenterer i foråret, bliver begge oplevelser i særklasse med helt fantastisk musik og med historier, der uden tvivl vil røre noget i alle. Kampagnen er tænkt, så alle kan være med – ikke fordi produktet er ringere, men fordi vi håber på, at flere får mulighed for at opleve alle de enestående ting, der sker her. Der ligger et lille stykke off-Broadway og West End lige i baghaven – det hedder Fredericia Teater”.

Forestillingen spiller 18 gange fra 27. februar til medio maj.

Billetter kan købes på billetnet.

(Foto: Søren Malmose )