Forside Fredericia Finn stemte den 2. oktober 1972 i Glassalen

Finn stemte den 2. oktober 1972 i Glassalen

DEL
Finn Pedersen husker dagen i 1972, da han stemte første gang. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.
Finn Pedersen husker dagen i 1972, da han stemte første gang. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Søndag den 26. maj siger kalenderen om få uger, og i den forbindelse, skal der krydses til det store Europa Parlamentsvalg. Et valg mange danskere ikke “regner” for noget, fordi det der “Bruxelles”, “EU” og “Brexit” føles langt væk. Vi har dog fået fat på en fredericianer, der brænder for mennesker, politik og var førstegangsvælger i 1972, da danskerne stemte ja til EF.

Her på Fredericia AVISEN har vi de seneste måneder bragt et væld af politiske artikler om både det kommende EP-valg og Folketingsvalg, som afholdes den 5. juni. Denne gang er vi nået til en historie om en fredericianer, der stemte den 2.oktober 1972, da danskerne skulle stemme om medlemsskab af de Europæiske Fællesskaber.

Se med her, hvor Danmarks Radio afdækker danskerne ja til medlemsskab af EF

Finn Pedersen, eller bare Fido, som han kaldes af mange, er født den 2. juni 1952 til lyden af klokkerne fra Sct. Michaelis Kirke i Vendersgade. En vaskeægte fæstningsdreng, som flere kender fra hans tid som folkeskolelærer på Skjoldborgvejens Skole og Alléskolen, men også fra tiden som trommeslager i flere store orkester. Jeg indrømmer allerede nu, at jeg kender ham også. Han var læreren, der nød at gå en tur på biblioteket og lige komme med en kæk bemærkning, hvis man sad med en avis; har du også set, vidste du godt, har du tænkt på, hvad nu hvis? Ja, han kunne hurtigt stille spørgsmål ved det, alle tager tog for givet. Egumvejens Skole og Skansevejens Skole, samt fire år på Fredericia Gymnasium lå forud for studierne på Kolding Seminarium og de senere lærerjobs. Hertil skal vi også lægge en stor pose socialrealisme. Så har vi et lille indblik i det menneske, som nu tager os tilbage i tid.

“For at tage gymnasiet først, så måtte jeg tage et år om, ikke fordi, jeg pjækkede, men fordi jeg var nødt til at arbejde og tjene penge til familien. Det gjorde jeg ved spillejobs og lignende. Tiden var en anden. Jeg havde mærket socialrealismen på min egen krop, da vores far forsvandt ud af vores liv, da jeg var otte år gammel. Alkoholen havde tag i ham og han var samtidig voldig. Men vi tre søskende havde en god mor, så vi klarede os”, siger Finn og fortsætter:

“Livet bød også på gode sider. Jeg fandt musikken, som syv-årig, da jeg startede til FDF, og sparrede sammen til mit første trommesæt som 10-årig. Og jeg mødte så min hustru Lise, da jeg var 16 år i forbindelse med et spillejob på Treldevejens Skole. Og som sagt, så var tiden en anden, men det gjorde ondt at skulle gå om. Rektor Lund (Erik Lund, rektor på Fredericia Gymnasium fra 1944 til 1971 red.) var en god rektor. Vi havde ham til historie, og jeg beundrede ham meget. Jeg glemmer aldrig, at vi rodede i kasserne med karakterbøger. Hverken min brors eller min var der, så vi måtte hente den hos rektor. Han var sur, men han kendte vores situation, men han skældte ud, det gjorde ondt, men jeg kom igennem med et år ekstra. Det endte også med et år ekstra på lærerseminariet grundet mange spillejobs igen.”

Vi spoler tiden frem til 1972, hvor den 20-årig Finn Pedersen skal stemme den første gang. Valgretsalderen var i 1971 blevet nedsat fra 21 til 20 år. Og de unge var dengang meget engageret i politik og politiske samtaler.

“Vietnamkrigen rasede, vi havde de første større livsoplevelser i gymnasiet med bajere og musik. Jeg var politisk engageret i det marxistiske parti, Venstresocialisterne, og her var holdningen til EF et klart NEJ,” fortæller Finn og uddyber:

“Vi var bange for at EF skulle blive en politisk union, hvilket den blev. Vi bange for kapitalens fri bevæglighed, hvilket også skete, så neoliberalismen har sejret stort i forhold til den keynesisme, som jeg støttede. Når det er sagt, så havde vi mange spændende debatter, også i gymnasiet på 6. Julivej. Hvis man skulle være cool, så skulle man stemme nej, sådan var det. Jeg vidste, hvad jeg skulle stemme. Jeg havde fået besked hjemmefra. Men der var i det hele taget en rød ånd over gymnasiet. Penge betød ikke så meget. Vi ville den personlige frihed højere, og det som jeg har set sidenhen er desværre bare en stigende ulighed og mindre frihed.”

Men hvordan ser du det i dag?

“I dag vil jeg nok ikke stemme nej, men det er alene fordi verden har udviklet sig som den har med Kina, Rusland og USA. Europa står meget alene”, siger Finn Pedersen og fortæller om selve valghandlingen i 1972.

“Jeg husker, at jeg stemte i Glassalen. Der var tåget af røg, og jeg vidste ikke, hvor jeg skulle sætte mit kryds. Det store ved at sætte krydset var følelsen af, at man deltog i en demokratisk proces. Jeg kunne få lov at mene noget. En valgtilforordnede fik øje på mig og Lise, og spurgte om han kunne hjælpe den unge mand. Jeg fik stemmesedlen og kunne høre vores talsperson, Jan Lindstrøms, stemme i øret sige; stem nej, og sådan blev det, da jeg smed stemmesedlen i den store revne i valgballonen,” fortæller Finn.

“Dagen efter var vi kede af resultatet. Hvad gør vi så nu, spurgte vi. Hvordan ændrer vi systemet? Løbet var kørt, og jeg brugte mere og mere tid på musikken og min læreruddannelse sidenhen. Jeg blev faktisk erklæret “slapper”, fordi jeg ikke deltog i aktive demonstrationer. Det endte med, at jeg blev smidt ud. Men interessen for debatter, meninger, livet, politik og mennesker var intakte. Jeg blev i øvrigt historie-, samfundsfag-, engelsk- og musiklærer,” fortæller Finn.

Hvordan var Fredericia som by?

“Det var en helt almindelig provinsby, hvor der ikke skete ret meget. Der var danserestauranterne, som vi spillede på, men ellers var der meget roligt. Der var store arbejdspladser, som vi kender i dag og en by, hvor der ikke skete meget. Så der er sket en del med byen siden. Jeg bruger dog ikke så meget byen, det er mere min datter og hustru,” siger Finn, drikker af kaffen med lidt fløde, som vi nåede at få fyldt op tre gange.

“Ja, vi skolelærere elsker jo kaffe, det ved du, Andreas”, siger Fido, da vi slutter den politiske del af samtalen og taler videre om hans tid som fagforeningsformand for Dansk Musikerforbund i Fredericia.

“Det var også en spændende tid, og her har Fredericia gjort det godt. Hvor er det fedt, at Fredericia Teater spiller musicals med et ægte orkester bestående af 17-18 musikere. Det kan gøre mig glad,” slutter Finn inden turen går retur til cyklen, der bringer ham hjem til den seneste passion: Bøger om økonomi, når han ikke nyder livet med familien. Men vi kan jo ikke stoppe samtalen, så vi når også forbi Kinas Formand Mao, der viste sig at være noget helt andet, end hvad man troede, Chiles Præsident Salvador Allende, geopolitik, Kennedyerne, Marshall-hjælpen, Israel, menneskets fokus på sin egen identitet, fællesskaber, lykke og meget mere, og så er vi meget enige, når det kommer til at bruge den demokratiske stemme den 26. maj, når krydset skal sættes.

http://gardeniablomster.dk/
Annonce
DEL