Tidligere i dag udsendte Borgmester Jacob Bjerregaard en pressemeddelelse, hvori han meddelte, at Ole Steen Hansen var blevet ramt af en blodprop i hjernen, hvorfor han pt. er sygemeldt på ubestemt tid, derfor er det Finn Muus fra Socialdemokratiet, som på mandag sidder på byrådspladsen i stedet. Han håber dog ikke, at det bliver en længerevarende opgave.

“Jeg håber i den grad, at det er midlertidigt. Jeg håber det bedste for Ole. Ole skal hurtigt tilbage igen. Jeg håber, at jeg får en kort karriere her. Det er ikke på den måde her, at jeg vil i byrådet,” siger Finn Muus til Fredericia Avisen.

Borgmesteren ringede tidligere i denne uge og indbød Finn Muus til gruppemøde i Socialdemokratiet, hvilket han dog ikke har mulighed for på så kort varsel. Han deltager dog i byrådsmødet på mandag.

“Det er kort varsel, men jeg må læse op på det i weekenden. Det er sådan, det går. Det er rollen som suppleant,” siger Finn Muus og slutter:

“Jeg håber på, at hvis det bliver permanent, at jeg skal have plads i byrådet, så er det fordi, det er noget et medlem har valgt selv. Ole er en god mand Jeg håber, at han kommer hurtigt i gang igen og ønsker ham god bedring.”