Dansk Håndbold Forbund meddeler, at alle kampe er aflyst i de kommende 14 dage. Dermed er FHK’s to sidste kampe i grundspillet aflyst.

Dansk Håndbold Forbund har sammen med de regionale forbund besluttet af aflyse alle kampe, stævner og arrangementer for alle rækker fra liga og nedefter.

I lyset af regeringens udmelding og den alvorlige situation i forhold til spredningen af coronavirus, har en samlet ledelse i Dansk Håndbold Forbund og de tre distriktsforbund Håndbold Region Øst, Fyns Håndbold Forbund og Jydsk Håndbold Forbund onsdag aften besluttet af aflyse alle kampe, stævner og al cupdeltagelse for alle rækker fra liga og ned, for senior samt for alle ungdomsrækker fra U19 og ned i foreløbigt 14 dage.

Beslutningen får konsekvenser for op- og nedrykningen i alle rækker, og Dansk Håndbold Forbund vil i løbet af de kommende dage komme med en udmelding om, hvordan dette løses.

Samtidig skal al anden aktivitet, fx møder, kurser, undervisning og workshops ligeledes aflyses i foreløbigt 14 dage. Håndboldforbundet vil derefter tage stillingen til, om aflysningerne skal opretholdes ud over de 14 dage. Også påsætning af dommere til stævner de kommende 14 dage vil være suspenderet.

Morten Stig Christensen, der er generalsekretær i Dansk Håndbold Forbund, er ked af, at ledelsen har været nødt til at handle så radikalt. Han siger:

”Det har bestemt ikke været nogen nem beslutning, og vi er rigtigt kede af det på vegne af de mange håndboldglade danskere, der nu må se langt efter halgulvet. Omvendt står vi i en exceptionel situation, hvor vi alle har et ansvar for at opføre os ansvarligt. Og for os er det blandt andet lig med at undgå den tætte kropskontakt, som håndbold medfører.”

Dansk Håndbold Forbund med de tilhørende regioner kan ikke forbyde håndboldtræning. Men det er en naturlig konsekvens af dagens udmelding fra myndighederne, at der henstilles til, at man inden for breddehåndbolden ikke gennemfører håndboldtræningen, så længe situationen omkring coronaens udbredelse udvikler sig dag for dag.

Leave a Reply