Efter en magtdemonstration endte FHK med at sejre 26-34 mod KIF Kolding i det første Ligaopgør mellem de to hold i over otte år.

Så kom dagen. Opgøret der har været talt om lige siden FHK rykkede op i Primo Tours Ligaen fandt endelig sted, og det skete i Sydbank Arena, der var omdannet til et fredericiansk voldanlæg bag det ene mål.

500 fredericianere havde indtaget det ene hjørne af Sydbank Arena, hvor der var mange tilskuere til opgøret, der har været hypet som Trekantsdramaet.

Drama blev der også fra start, da FHK-lejren oplyste, at den svenske playmakerprofil Victor Skillhammar var ude i seks uge. Det betød, at mere af ansvaret angrebsmæssigt var lagt over på Kristian Stoklunds skuldre.

Foruden det rivalmæssige var der også et stort sportsligt aspekt i det. KIF Kolding indtog forud for opgøret sidstepladsen med et point efter fem kampe, mens FHK var på 12. pladsen med tre point efter lige så mange kampe.

FHK kom forrygende fra start. I målet tog Emil Tellerup det han skulle, og angrebsmæssigt var Jakob Mikkelsen flyvende. Venstrehåndsspilleren scorede tre ud af FHK’s første fire mål. Han blev akkompagneret af Martin Bisgaard, der også scorede to mål i kampens indledning.

Drama blev der også. Dommerne kaldte Video Proof, da Kasper Young tacklede en Kolding-spiller hårdt. Dommerparret Nicklas Mark Pedersen og Nichlas Nygaard overvejede om Young skulle have rødt, men det skete ikke.

FHK var foran 2-5 efter 11 minutter, og det gjorde, at KIF-træner Ulf Sivertsson trykkede på den grønne timeoutknap. Det fik en kortvarig effekt, da FHK unødvendigt forcerede spillet og tog en række dumme afslutninger.

Kolding fik reduceret til 6-7, men så var det også det. Emil Tellerup lukkede af i FHK-målet og på en scoring af Rasmus Meyer, der kæmpede sig til bolden, kom FHK i front med 6-9. Opturen fortsatte og efter 21 minutter viste måltavlen 7-12 i fredericiansk favør.

Emil Tellerup fortsatte med at storspille resten af første halvleg, og gik til pause med en redningsprocent på 47,37 %, som var en stærk medvirkende årsag til, at FHK førte med 10-17 efter de første 30 minutter og havde spillet KIF Kolding baglæns ud hallen.

Fra anden halvlegs start gik Kolding i syv mod seks. Allerede fra start straffede FHK det med at score i tomt mål, da Emil Tellerup sendte bolden ud til Martin Bisgaard, som sikkert scorede inden Rickard Frisk nåede på plads i Kolding-målet.

Målene væltede ind i begge ender. Stillingen viste 15-23 til FHK efter 37 minutter, og Ulf Sivertsson kaldte derfor sine tropper sammen i bestræbelserne på at lave et comeback. Straks scorede Andreas Væver efter timeouten, men som set så mange gange før gav FHK bolden hurtigt op, og straks scorede Bisgaard så status fortsatte med at være den samme.

Efter ikke at være stemplet ind i anden halvleg, så slog Emil Tellerup til igen. Han reddede Koldings Benjamin Pedersen helt fri, og da Kristian Stoklund scorede i den anden ende kom FHK i front med 16-25 samtidig med, at Kolding fik en udvisning til Jens Svane.

Efter en periode, hvor målene væltede ind, kom Jimmi Andersen ind i FHK-målet. Han startede ud med at redde to skud i træk, og var med til at gøre sådan, at Kolding ikke kom tættere på end 20-26.

FHK fik for en stund sat prop i et forsøg på et comeback fra Kolding. Med 12 minutter igen var stillingen 20-27 til FHK, og det lugtede unægteligt af en fredericiansk sejr. Ulf Sivertsson forlangte derfor sin sidste timeout i forsøget på at vende kampen.

Timeouten betød, at Koldings Jens Svane lagde sig frem på Kristian Stoklund, der kampen igennem havde dirigeret FHK’s angrebsspil til perfektion.

Det mønster fortsatte resten af kampen. FHK kørte Kolding over ende, og var med syv minutter igen foran 23-32, efter Martin Bisgaard scorede på endnu et hurtigt opløb.

Jesper Houmark fortsatte med at få sine tropper til at klø på. Han sagde, at hvert mål tæller med henvisning til, at det kan blive vigtigt ved pointlighed.

Efter en magtdemonstration kampen igennem endte FHK med at vinde med de sikre cifre 26-34, og dermed blev Kolding jævnet med jorden og efterladt på sidstepladsen.

https://www.fredericiavin.dk