FHK spiller søndag aften sæsonens tredje sidste hjemmekamp. Det sker, når 1. divisions nummer to, Randers HH, gæster thansen.dk Arena.

I den første kamp mellem de to hold i sæsonen overraskede FHK ved at hente et enkelt point på udebane i Arena Randers. Faktisk var det uheldigt, at fredericianerne ikke slap fra opgøret med begge point efter en kamp, hvor disciplinen havde været i højsædet i begge ender af banen. Manglende rutine og coolness i slutminutterne blev dog afgørende for, at det lykkedes Randers at udligne til slutresultatet 24-24.

Før nytår var Randers HH mere til at tale med, da de før sæsonen fik ny træner i form af Jan Paulsen, og samtidig også havde fået en del nye spillere på nøglepositioner. Efter nytår er kronjyderne blevet mere stabilt spillende, hvilket også afspejler sig i deres pointhøst. Det er således blevet til fem sejre og to uafgjorte efter jul. Der var dog ved at blive tilføjet et nederlag på kontoen i den seneste kamp mod Team Sydhavsøerne, hvor et stort Randers-comeback fik vendt et truende nederlag til en sejr i slutminutterne.

Et truende nederlag var ikke ligefrem, hvad FHK havde på udebane mod HØJ. Bortset fra de førte fem minutter af opgøret var der fredericiansk dominans i Ølstykke, hvor hjemmeholdet i særdeles blev udspillet i anden halvleg. FHK dækkede op på et højt niveau, mens Jimmi Andersen lukkede ned kampen igennem i Fredericia-målet.

Det er det spil, som FHK skal tage med videre til kampen mod Randers. Fredericia har ikke det store at spille for resten af sæsons. Nedrykningsspil og oprykningsspil virker utopi at havne i, men der er stadigvæk ære, fansene og en god indgang til næste sæson at spille for. Det har træner Jesper Houmark også understreget ved flere lejligheder, og især lagt vægt på, at mandskabet har noget at bevise på hjemmebanen i thansen.dk Arena.

Der er kampstart mellem FHK og Randers HH klokken 18:00.