Fredericia Håndboldklub spillede torsdag eftermidag en testkamp mod Mors-Thy Håndbold, der blev vundet med 27-26.

FHK var til kampen uden Mishels Liaba, men udover det kom de i stærkeste opstilling. Det gjorde Mors-Thy til gengæld ikke, da de var uden de to norske EM-spillere Sander Øverjordet og Erik Toft, hvor særligt sidstnævnte har fået markeret sig til EM-slutrunden. 

På forhånd var der fra FHK’s side lagt op til, at ressourcerne skulle fordeles, og at alle skulle have spilleminutter. Fra start stillede FHK med Jens Fredsgaard i målet, og han tog godt fra, hvilket gav en føring på 8-6 efter 16 minutter.

Som første halvleg skred frem gik FHK over til at spille syv mod seks, og det gik i en periode godt, men mod slutningen af første halvleg kom gæsterne bedre med og fik reduceret til pausestillingen 14-13.

Fra anden halvlegs start kom Emil Tellerup på mål, og U19-spillerne Nikolaj Petersen gjorde sit indtog på banen. Den omkring to meter høje højre back fik blandt nået markeret sig med to mål, og var en af grundene til, at FHK med otte minutter tilbage af opgøret førte med 25-21.

På trods af, at FHK lignede et mandskab i fuld kontrol, endte det alligevel med at blive tæt i slutminuterne. Mors-Thy fik reduceret til 26-25 med under to minutter tilbage af opgøret, men FHK holdt hovedet koldt. Anders Kragh Martinusen brød igennem og bragte FHK foran med to, og i den anden ende fik fredericianerne tvunget Mors-Thy til et langt angreb, hvor de endte med at score. Det betød, at kampen endte 27-26.