FHK vandt torsdag aften 26-23 mod KIF Kolding i Santander Cuppens ottendedelsfinale, hvor gæsterne blev sendt hjem med et nederlag, der kom i hus via en solid forsvarsbastion, som havde en mur i målet i form af Emil Tellerup.

Så gik det løs igen. Håndbolden var tilbage i Fredericia med tilskuere, og det var ikke til at tage fejl af ved ankomsten til thansen ARENA.

“Kolding blod på trøjen” stod der på et banner, der hang ude foran indgangspartiet til arenaen, og inde i hallen havde omkring 200 fans taget opstilling allerede flere timer før kampstart. Der var dermed lagt op til en stor håndboldfest i Fredericia for første gang siden den 3. marts 2020, hvor FHK sidste gang bød til håndbold med masser af tilskuere på lægterne.

adp-as.dk

I opstarten har FHK var præget af skader til flere spillere, blandt andet Nicolaj Nørager, Kasper Young, Rasmus Boysen, Martin Bisgaard og Mishels Liaba. De to sidstnævnte var ikke blevet klar. Bisgaard er ude efter en operation, og Liaba er stadig ikke kommet sig over den skade, der har holdt ham ude siden december 2020.

Til gengæld kunne de 1.564 tilskuere på lægterne se nyerhvervelserne Jens Fredsgaard, Nikolaj A. Nielsen, Lasse Balstad, Mads Christiansen og Cornelius Kragh i aktion for første gang. Det har gjort FHK’s hold bredere, og mere komplet end i tidligere sæsoner, da de spillere som er kommet ind, er spillere der er vant til at spille på højt niveau.

De første par minutter af kampen var præget af nerver i begge ender. Det var mere fight end poleret håndboldspil, der var i højsædet. Der gik tre minutter før, at det første mål blev scoret, men efterfølgende kom der lidt mere hul på bylden.

FHK fik en udvisning, og det udnyttede KIF Kolding til at score to gange i træk i tomt mål. Det gjorde, at gæsterne var foran 3-0 efter fem minutter, men så fik FHK indstillet sigtekornet. Kristian Stoklund gik forrest for FHK angrebsmæssigt, og fæstningsdrengen var en af hovedarkitekterne bag, at holdet ikke blev distanceret.

Udligningen kom efter 11 minutter, da Jakob Frederiksen fra en spids vinkel fik bolden i kassen og lod sig tiljuble af HK Ultras, der satte en stemning, som sjældent er set magen til i thansen ARENA.

KIF lod sig dog ikke gå på. Efter et kvarters spil var stillingen 5-8. FHK led specielt under, at angrebet ikke flød, men til gengæld var der godt gang i forsvaret, hvor Rasmus Boysen og de øvrige FHK-spillere tydeligt havde en slagplan med at være aggressive.

FHK-træner Jesper Houmark kaldte tropperne for at få styr på angrebsspillet. Der blev skiftet ud for at finde en bagkæde, der kunne byde KIF-defensiven op til dans. Langsomt, men sikkert, spillede FHK sig ind i kampen. Emil Tellerup fik for alvor fat i målet, og på kontra kunne Anders Kragh Martinusen bringe FHK i front for første gang.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Stillingen ved pausen var 13-12 efter, at Emil Tellerup diskede op med en stor redning i første halvlegs sidste sekund. Det fik tilskuerne til at bryde ud i juble, men det blev hurtigt ændret til en utilfreds stemning. KIF-træner Andreas Toudahl brokkede sig åbenlyst til dommerparret, da de stod ved dommerbordet og han modtog derfor en del tilråb fra FHK-tilhængerne.

Fra anden halvlegs start fortsatte FHK, hvor de slap. Forsvarsbastionen stod fast, og angrebsmæssigt fortsatte Kristian Stoklund med at gå forrest. Med to mål i træk satte han fut under kedlerne. Stillingen var efter 37 minutter 17-13 til FHK, der lignede et hold, som var på vej til at køre en sikker sejr hjem.

Sådan gik det dog ikke. Lokalopgøret havde sit eget liv, og KIF fik reduceret til 19-17 og hægtede sig på FHK, der ikke kunne stikke afgørende af. KIF fik reduceret til 21-20, men så opstod der en stillingskrig.

I begge ender blev der brændt, men FHK endte med at holde hovedet mest koldt. Emil Tellerup diskede op med den ene store redning efter den anden og sørgede for, at KIF ikke fik udlignet. I den anden ende tog Kristian Stoklund ansvar med vigtige mål.

FHK’s mål var som forhekset. Jens Fredsgaard kom ind på to straffekast, og han reddede dem begge. Det var med til at gøre, at FHK trak fra og kom foran 23-20. Efter en hektisk afslutning på kampen holdt FHK fast i føringen, og kunne efter kampen lade sig hylde efter en sejr på 26-23.

Dermed er FHK klar til pokalkvartfinalen. FHK spiller første kamp i ligaen den 1. september på hjemmebane mod Bjerringbro-Silkeborg.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her