Fredericia Håndboldklub tager tirsdag imod Aalborg Håndbold. Hidtil er det blevet til fire nederlag i sæsonens første fem kampe, og ved flere lejligheder har spillet haltet. Det vedkender holdets træner Jesper Houmark sig, men han føler sig ikke presset.

FHK løb mandag i sidste uge ind i et grimt nederlag til KIF Kolding på 31-22. Det var ikke det, som hverken klubben, fansene eller byen havde forventet af det fredericianske mandskab, men det har ikke fået holdet til at sætte sig ned og surmule i det ene hjørne. Tværtimod er skeen blevet taget i den anden hånd til træning.

»Vi har trænet rigtig godt. Op til Kolding-kampen var det knap så godt, og det kom kampen til at afspejle. Hvis vi kan spille Aalborg-kampen, som vi har trænet, kommer vi til at spille godt,« siger Jesper Houmark

På sociale medier og i bylivet, når man har talt om FHK, har der været kritiske røster. Især efter Kolding-kampen, som den fredericianske befolkning fandt kritisabel, og der peges der særligt på viljen til fight.

»Vi tænker det også selv i nogen situationer, så det vil vi gerne levere på. Vi tænker ikke på evalueringen udefra, da vi  selv kender præmissen. Men det handler også om ,at nu skal den have fuld smadder mod Aalborg,« siger Jesper Houmark.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia?gclid=Cj0KCQjwrZLdBRCmARIsAFBZllHEGyRU9Huy2LMo4BSZLNg5gZxLBqPpKf2kh52tf-YFOsHmOeGSYXgaAk2EEALw_wcB

Aalborg er et inde i et hektisk kampprogram med Champions League. Kampen mod FHK bliver nordjydernes tredje indenfor en uge.

»Det er faktisk Aalborg, der kan bruge det til noget. Når de er i flow med kampe og vinder, så er det en stor fordel at spille kamp. Da vi havde spillet mod TMS ville vi gerne have spillet tre dage efter. Det gør aldrig noget at være i et kampflow . De har et bredt hold, og som tingene er, så vil de ikke bytte med os,« siger Jesper Houmark.

Siden Skjern-kampen d. 11. september har Mishels Liaba været ude med en skade. Han er fortsat ukampdygtig, men til gengæld håber, Jesper Houmark, at Rune Andersen kan bidrage med mere end det har været tilfældet i den seneste tid.

»Vi har spillet meget med to playmakere, så hvis vi kan få flere backs med, vil det gøre tingene bedre. Vi håber, at Rune kan byde endnu mere ind,« siger Houmark.

Mens Liaba er ude med en skade kan FHK-lejren til gengæld glæde sig over, at forsvarsspecialisten Rasmus Boysen får debut.

»Det giver os et løft at få ham med, og det er der også behov for. Men man skal passe på med at tro, at han er Messias fra kamp et. Vi skal spille ham ind på holdet,« forklarer Jesper Houmark.

Med fire nederlag i de første fem kampe er FHK på 12. pladsen noteret for to point, men spørgsmålet er så om FHK-træneren føler sig presset.

»Nej, det gør jeg ikke. Vi kender præmisserne, men jeg er ærgerlig over vi tabte til Kolding, da alle vil slå dem. Vi skal huske, at Ribe-Esbjerg og SønderjyskE også tabte til Kolding, så det er ikke en katastrofe på den måde. Til gengæld er det vigtigt, at vi vandt over Ringsted,«  slutter Jesper Houmark.

FHK har som målsætning at blande sig i placeringerne omkring slutspillet, som der er fire point op til. Klubber som Skanderborg og KIF Kolding, som FHK forventes at skulle kæmpe med, indtager alle en slutspilsplacering med seks point.

Der er kampstart mellem FHK og Aalborg klokken 18:30 i thansen ARENA.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer