FHKs Ida Lagerbon kom til klubben som et stortalent, som skulle have en stor rolle i den første sæson som seniorspiller. At Lagerbon skulle gå hen at blive 1. divisions topscorer havde hun dog ikke selv sket komme.

165 mål i 26 kampe. Det er status for Ida Lagerbon, som dermed har et snit på 6,3 mål pr. kamp. Det er noget, der har overrasket hende.

“Det har været en overraskende god sæson for mig i år og at stå med titlen som topscorer i 1. division er ret vildt taget i betragtning af, at jeg kun er førsteårs senior. Heldigvis har spillestilen i FHK lagt til min fordel og samtidig har jeg været så privilegieret at have nogle medspillere, der har gjort mig endnu bedre,” siger Lagerbon til Fredericia AVISEN og fortsætter:

“Det er ikke et issue for mig at være topscorer. For mig er det lige så vigtigt, at gøre andre gode så holdet præsterer på højeste niveau. Ser jeg 8 måneder tilbage, hvor sæsonen startede, så havde jeg ikke spottet at være den mest scorende i 1. Division – men jeg må samtidig indrømme, at jeg er rigtig glad og stolt over den titel.”

Ida Lagerbon blev skarpt forfulgt af Bjerringbros Line Gyldenløve Kristensen og Roskildes Line Werngren i kampen om at blive topscorer. Gyldenløve fandt vejen til netmaskerne 163 gange i 26 kampe, mens Werngren nettede 160 gange i 24 kampe.

Det flotte målsnit for Ida Lagerbon er heller ikke gået ubemærket hen for U-landstræner Heine Eriksen, der har Lagerbon med i bruttotruppen til U20 VM, der afholdes i Ungarn.