Tredje træningskamp i den første uge i august var på programmet søndag i thansen ARENA, hvor Fredericia HK hjemme mødte 1. divisionsholdet fra Team Sydhavsøerne. Der var klasseforskel fra kampens start.

Guðmundur Guðmundsson havde valgt følgende bruttotrup: Emil Tellerup, Thorsten Fries, Nikolaj A. Nielsen, Rasmus Meyer, Jonas Raudahl, Kasper Young, Martin Bisgaard, Mads Lenbroch, Jacob Frederiksen, Lasse Balstad, Nikolaj Juhl Petersen, Kristian Stoklund, Mads Christiansen, Einar Ólafsson, James Junior Scott, Nicolaj Nørager, Jonas Kruse og Reinier Taboada.

FHK kom foran 3-0 ved Rasmus Meyer, forinden havde Thorsen Fries haft et par gode redninger. Meyer fremtvang også et straffekast, som Kristian Stoklund omsatte til 4-0 med klapsalver fra dagens mange tilskuere i arenaen. Fries reddede igen flot, og Mads Christiansen så legende let og elegant ud, da han scorede til 5-0. Der var klasseforskel fra kampens start mellem de to mandskaber. Det blev også 6-0 ved Rasmus Meyer, inden Sydhavsøerne tog kampens første timeout.

Efter otte minutter kunne Sydhavsøerne score deres første mål i kampen. Den unge Einar Ólafsson fik spilletid, og viste et fornuftigt niveau i det offensive forsvar, hvor han pressede udeholdet til at yde sit bedste for at komme forbi ham. Senere var han med et godt opspil med Mads Christiansen, hvor bolden i sidste station endte hos Rasmus Meyer, der scorede endnu et mål til stillingen 8-2. Han satte den også ind til 9-3. Meyer var absolut klar til at vise den nye cheftræner sine kvaliteter.

Den rutinerede tidligere landsholdsspiller, Mads Christiansen, spillede også fornuftigt i kampens indledning, hvor han både så stærk og hurtig ud i forsvaret, samtidig med, at han flere gange viste sig frem som både målscore og oplægger. Reinier Toboada gjorde det til 13-7 efter 18 minutter, inden Rasmus Meyer skulle på tavlen igen til 14-7. Kasper Young til 15-8. Sydhavsøerne var stadig uden chance.

Rasmus Meyer fik en pause, ind kom Nikolaj A. Nielsen. Han blev reddet i sit første forsøg, Sydhavsøerne løb kontra, men der viste Thorsten Fries igen kvaliteter med en fin redning. FHKs kontrafase gav mål igen og igen, blandt andet fightede James Junior Scott sig igennem og satte bolden ind til 17-9.

FHKs cheftræner, Guðmundur Guðmundsson, tog sin første timeout efter 29 minutter. Han havde ikke meget at justere på, men det gav TV2 muligheden for at lave lidt dækbilleder. I det efterfølgende angreb tilkæmpede Junior Scott sig et straffekast, som Kristian Stoklund skulle eksekvere. Den rutinerede fredericianer gjorde det sikkert til 20-12, hvilket også var pauseresultatet.

Nye elementer i spillet

Det offensive FHK-forsvar har fået et kollektivt tvist, hvor man i søndagens træningskamp kunne se, at aftalerne er ved at komme på plads. Det bliver spændende at se, hvordan det fungerer, når ligasæsonen starter. Det samme gælder angrebsspillet, hvor særligt nærkampe og fart leveres med nye kombinationer.

Sydhavsøerne startede anden halvleg bedst og kom på 20-14, inden Junior Scott fik nok af den halvskidte start og løb igennem alt og alle for at sætte bolden ind til 21-14. Ved stillingen 22-16 valgte FHK at tage timeout, der skulle styr på spillet igen. Det fik man. Med et par hurtige fodfinter var Junior Scott fri og kunne score til 23-16. Han gjorde det også til 24-16 i øvrigt på endnu en assist fra Mads Christiansen. Jacob Frederiksen og Kristian Stoklund tankede også spilletid i anden halvleg.

Martin Bisgaard og Mads Christiansen lykkes godt med en kontrasituation, hvor de begge var presset undervejs, men bolden gik ind til 25-17, da Bisgaard greb bolden højt og satte den ned i hjørnet. Stoklund fightede sig igennem og scorede et af sine signaturmål til 26-18, halvtliggende imens afslutningen fløj forbi målmandens øre. Meyer scorede på endnu en kontra til 27-18. Sydhavsøerne var sendt til tælling igen.

Emil Tellerup blev skiftet ind efter 44 minutter, forinden havde Thorsen Fries leveret en god figur i hjemmeholdets mål. Det var næsten et nyt hold, der var sat ind, da også Nikolaj Juhl Petersen og Nicolaj Nørager nu spillede med. Med 11 minutter igen førte FHK med 10 mål, og der var ikke udsigt til spænding, sågar mente hjemmeholdets fans, at Sydhavsøerne burde have tilladelse til at sætte en ekstra mand på banen.

Det var kun et spørgsmål om, hvor stor sejren skulle være, da FHK scorede til 32-19 efter 54 minutter. Tellerup leverede en række gode redninger og blev tiljublet af HK Ultras. Da der var spillet 60 minutter, stod der 36-22.