Fredericia Håndboldklub førte det meste af anden halvleg mod Ribe-Esbjerg, men i slutfasen kom Ribe-Esbjerg foran. I kampens sidste sekund fik Kristian Stoklund med et brag af en underhånd banket bolden i mål til slutresultatet 29-29.

Fredericia Håndboldklub skulle forsøge at følge op på succesen i åbningskampen mod GOG, hvor 2.285 tilskuere så FHK vinde med 33-30 mod sidste års DM-sølvvindere. Til gengæld kom FHK ned på jorden i den seneste kamp, der var på udebane mod Mors-Thy, der endte med at sende fredericianerne hjem med et nederlag på 34-29.

Ribe-Esbjerg på den anden side har fået to sejre ud af to mulige. I den første kamp kæmpede de sejren i hus mod Lemvig-Thyborøn Håndbold på 23-26, og i den seneste kamp vandt de 30-26 mod TTH Holstebro.

Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Dermed lader det til, at Lars Walther og Kristen Kristensen har fået sat skik på Ribe-Esbjerg, der i sidste sæson glippede slutspillet trods et af Primo Tours Ligaens højeste budgetter. Med særligt Det Faglige Hus i ryggen har Ribe-Esbjerg henover de seneste år fået oparbejdet et særdeles slagkraftigt mandskab.

På holdet er den tidligere danske landsholdskeeper og Champions League-vinder med Flensburg-Handewitt, Søren Rasmussen, den tidligere mangeårig Flensburg-kaptajn, Jacob Heinl, den islandske landsholdsspiller Runar Karason med fortid i blandt andet Hannover-Burgdorf og også den danske storskytte Nicolai Nygaard er ikke at kimse af.

Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Netop Nicolai Nygaard stjal al opmærksomhed fra start for Ribe-Esbjerg angrebsmæssigt. Fire ud af de første fem mål stod venstrebacken for, og FHK-forsvaret kunne slet ikke styre ham.

Til gengæld var der gang i den angrebsmæssigt. Victor Skillhammar og Kasper Young havde tur i den for FHK i indledningen, og i målet stod Emil Tellerup godt. Efter 13 minutter havde keeperen en redningsprocent på 37 %, og han var en stærkt medvirkende årsag til, at FHK førte 7-6 efter 13 minutter.

Svage aktioner angrebsmæssigt blev straffet af Ribe-Esbjerg. REHH-toget bragede af sted og tre mål i træk bragte gæsterne foran 7-10. Emil Tellerup fortsatte med at storspille, og holdt efterfølgende FHK inde i kampen med den ene store redning efter den anden.

Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Jesper Houmark forlangte timoeut ved stillingen 7-10, og det fik sat en stopper for Ribe-Esbjerg, der ikke trak yderligere fra. I stedet kom FHK som halvelgen skred frem bedre med igen, og fik reduceret til 11-13 med seks minutter tilbage af første halvleg, og det fik Ribe-Esbjerg til at forlange timeout.

Rune Andersen og Krisitan Stoklund bombede mål ind angrebsmæssigt, og det endte med, at FHK fik udlignet til 14-14, som var pausestillingen efter en hektisk første halvleg, hvor Tellerup var den helt store FHK-profil.

Fredericia Teater, Borgmester, Fredericia Håndbold Klub/FHK og FC Fredericia.
Annonce

FHK kom som skudt ud af en kanon til anden halvleg. Tellerup fortsatte hvor han slap, og FHK var skarpe til at udnytte deres kontrachancer, og med tre scoringer i træk kom fredericianerne foran 17-14 et par minutter inde i anden halvleg.

Det fik en prompte reaktion fra Ribe-Esbjergs trænerstab, der trykkede på timeoutknappen for anden gang i kampen. For en stund hjalp det. Ribe-Esbjerg fik reduceret til 19-18, men store redninger af Tellerup i målet fik forhindret Ribe-Esbjerg i at udligne.

Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Fejlene sneg sig ind i Ribe-Esbjergs angrebsmaskineri, og det udnyttede FHK til igen at trække fra, og med 17 minutter tilbage af opgøret bragte Jesper Lindgren med sin anden scoring det fredericianske hjemmehold foran 21-18. Det fik Lars Walther til at forlange sin tredje timeout.

Igen gav det en effekt. Ribe-Esbjerg fik reduceret til 22-21, efter et par dårlige angrebsaktioner af FHK, og gæsterne lugtede for alvor blod til at få point med hjem fra thansen ARENA.

Det blev starten på en tæt afslutning på kampen, der kunne gå begge vej. Ribe-Esbjerg kunne have udlignet til 24-24 med syv minutter igen, men i stedet reddede kampens helt store spiller, Emil Tellerup, Lars Mousing, der var fri på stregen.

Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

I stedet scorede Kristian Stoklund til 25-23, men Ribe-Esbjerg lagde sig ikke ned, og godt hjulpet på vej af fjerde straffekastmål af Mathias Jørgensen fik Ribe-Esbjerg udlignet til 26-26 med seks minutter igen.

I den anden ende gled Kristian Stoklund i den varme arena, og så fik Ribe-Esbjerg scoret i tomt mål, da FHK var i undertal. Det fik Jesper Houmark til at forlange timeout ved stillingen 26-27.

Med 42 sekunder igen var stillingen 28-29 til Ribe-Esbjerg, og for at sikre sig udligningen forlangte FHK en sidste timeout, men armen kom hurtigt op og FHK smed bolden væk.

Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

FHK gik i helbanepres og lod Ribe-Esbjergs Kasper Kvist slippe igennem fra venstre fløj, og han brændte på indskiftede Jimmi Andersen, der hurtigt fik bolden frem.

Krisitan Stoklund fumlede med bolden, men i sidste sekund tog han fat i bolden og med et brag af en underhånd scorede han sit tiende mål til slutresultatet 29-29.

Dermed er FHK nu noteret for tre point efter tre kamp, og er på syvendepladsen i Primo Tours Ligaen.

Næste gang FHK skal i aktion er på fredag på udebane mod Skjern.

https://pro-print.dk