FHK vandt årets første kamp med 32-31 mod norske Nærbø, der efter et tæt opgør blev besejret.

Fredericia Håndboldklub spillede lørdag eftermiddag deres første kamp i 2020. Det skete hjemme i thansen ARENA, hvor det norske ligahold, Nærbø, var på besøg i forbindelse med holdets træningslejr i Danmark.

Nærbø ankom til Danmark i torsdags og fredag var der kamp på menuen mod Skanderborg. Det opgør endte med en Skanderborg-sejr på 34-26 efter en pauseføring til Skanderborg på 16-15.

Nærbø trænes af danske Marc Uhd, der blandt andet har en fortid i Ribe-Esbjerg. Profilmæssigt var det særligt holdets topscorere Sindre Heldal (60 mål) og Steffen Stormo Stegavik (56 mål), som skilte sig ud.

FHK var til kampen uden Kristian Olsen, Rasmus Thiemer-Jensen og Kristoffer Jessen. De to førstnævnte er på vej tilbage fra skader, mens Jessen sad over, da han søndag skal i aktion for 2. divisionsholdet.

Fra start havde cheftræner Jesper Houmark valgt at lade det normale andet valg på venstre fløj, Marcus Rahbek, starte inde. Ellers var det normale startere som Rune Schrøder, Kristian Stoklund og Rasmus Meyer, der startede inde for FHK.

De norske gæster startede med at bringe sig foran 0-1, og i den anden ende brændte FHK. Til gengæld kom der efterfølgende to gode forsvarsaktioner i træk af henholdsvis Rasmus Meyer og Jesper Lindgren, som begge scorede og dermed bragte FHK i front.

Rasmus Meyer i gang med en “rundgang”. (Foto: Patrick VIborg Andersen / Fredericia AVISEN)

En udvisning til netop Lindgren gjorde ondt på FHK fra at have været i front med 6-5 efter et stærkt gennembrud af Schrøder, så kom FHK bagud 6-8, da Nærbø udnyttede overtalssituationen til fulde. Det fik Houmark til at forlange timeout 14 minutter inde i kampen, hvor Emil Tellerup afløste Jimmi Andersen i målet.

Nikolaj Mehl satte efter timeouten et godt angreb op, der udmøntede sig i et mål af Mathias Hedegaard fra stregen. Til gengæld fortsatte de defensive kvaler , hvor højrefløjen Theodor Svensgård fortsatte med at drive kæk med FHK. Han scorede sit tredje mål og bragte Nærbø foran med 8-10.

Som første halvleg skred frem fik FHK indstillet sig på Nærbø, der blev læst i deres angrebsspil. Det gjorde, at stillingen var 13-13 efter 23 minutter og så var det Marc Uhds tur til at forlange timeout.

Efter et par kiksede angrebsaktioner kom FHK bagud 15-17, men i slutningen af første halvleg tog fanden ved Emil Tellerup, der diskede op med flere store redninger efter ellers ikke at have haft nogen redninger hidtil.

Det kombineret med en god aktion af Jakob Mikkelsen og et mål i sidste sekund af første halvleg af Rasmus Meyer gjorde, at stillingen efter de første 30 minutter var 17-17.

I anden halvleg blev det blandt andet til spilletid til Anders Sell. (Foto: Patrick VIborg Andersen / Fredericia AVISEN)

Fra anden halvelgs start blev der spilletid til Anders Sell. Han blev sat ind og skulle styre spillet sammen med Rune Andersen, og dermed var det op til det unge fredericianske talent at vise, at han er en, der skal satses på, når der skal spilles ligahåndbold.

Syv minutter inde i anden halvleg kom dommerparret i fokus. Mathias Hedegaard tacklede en Nærbø-spiller, der dukkede ned i ham med hovedet først. Efter at have konfereret episoden endte det med et rødt kort, som dommerparret modtog hovedrysten for fra hele arenaen, hvor der var omkring 200 tilskuere.

Med 20 minutter igen var FHK bagud med 20-24 og det lignede, at kampen var ved at tippe til Nærbøs fordel, men så kom der gang i FHK, der var frustreret over dommerne. Det kom til udtryk i energiske aktioner, som gjorde, at stillingen blev 23-24.

FHK var det bedste hold i den sidste del af kampen. (Foto: Patrick VIborg Andersen / Fredericia AVISEN)

I målet begyndte Jimmi Andersen at lukke af og med et kvarter igen blev det fyraften for ham, da Jesper Houmark forlangte timeout. Kampen igennem havde FHK spillet med intervaller af et kvarter af gangen til de forskellige kæder, og derfor skulle taktikken på plads til det sidste kvarter.

Udligningen kom på et fremragende vip af Rune Schrøder til Martin Bisgaard, der usvigeligt sikkert satte bolden ind bag den norske keeper til stillingen 25-25. Selvom det var en træningskamp ville ingen af holdene give sig, og det kom til udtryk i afslutningen af kampen, hvor der særligt fra FHK var en vinderattitude, der var til at få øje på.

FHK havde teten i slutningen af kampen. Gode aktioner af Kasper Young og Rune Schrøder gjorde, at FHK med fire minutter tilbage af opgøret var i front med 31-29 og i et forsøg på at indhente

Nærbø havde muligheden for at udligne, da FHK mistede bolden med 30 sekunder igen ved stillingen 32-31, men FHK erobrede det indspil, som blev forsøgt og efterfølgende kørte FHK bolden rundt ind til hornet lød.

Næste gang FHK skal i aktion er på mandag, hvor modstanderen er GOG i thansen ARENA klokken 16:00.

https://www.ibc.dk/nyheder/infomoeder-paa-ibc/

SKRIV EN KOMMENTAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her