Synlighed i medierne er noget mange politikere, personer og foreninger gerne vil have mere af. Divisionsforeningen i Håndbold har i samarbejde med tjenesten Infomedia lavet en ny rapport, hvor håndboldklubbernes medieomtale bliver talt op. Fredericia AVISEN har dykket nærmere ned i tallene.

Fredericia Håndboldklub er at finde i den øverste halvdel når det kommer til både herrerne og damernes 1. division. I mængden af medieomtale er FHK også med i toppen.

Fredericia HK er et stærkt brand i Danmark, og medieomtalen er også stor. Den lokale håndboldklub er i toppen over de mest nævnte 1. divisions klubber i landet – og dermed også blandt de klubber der har den største annonceværdi.

FHK er at finde på en 8. plads, hvor det er klubber som Skanderborg og Sønderjyske der ligger over. Klubber der begge har hold i ligaen på herresiden. Det er også et tæt løb der er mellem nummer 4-8.

Helt præcist har Fredericia HK været nævnt i medierne på den ene eller den anden vis i 2.249 artikler i 2017 – det svarer til over 6 artikler dagligt om FHK! På landsplan svarer det til, at FHK får 5% af alt medieomtale blandt klubber med hold i enten herrenes- og/eller kvindernes 1. division.

Mange penge på spil

Rapporten har også udregnet hvilken annonceværdi hver enkelt klub har. Her har Fredericia HK en annonceværdi på 17.643.670 kr – altså over 17,5 millioner kroner. Til sammenligning er listens nr. 1, Skanderborg, oppe på over 55 millioner kroner.

Udviklingen i løbet af året

Der er selvsagt rimelig dødvande på omtalen af håndboldklubberne i off-season. Der vil altså være naturligt stille hen over sommermånederne, hvor klubberne holder ferie – og forbereder sig til den kommende sæson. Januar og marts er to rigtig gode måner for FHK, i hvert fald når det kommer til medieomtale. En præcis årsag til dette vides ikke, men det kunne meget vel have noget med transfernyheder at gøre.

Primært i de lokale medier

I rapporten er det også opgjort hvor den store omtale af FHK har været. Der er tæt løb mellem regionale og lokale dagblade på den ene side, og webmedierne på den anden side. Landsdækkende får FHK ikke meget medieomtale, men 33 artikler er det blevet til igennem 2017.

Det vises også klart i den regionale fordeling. Her er hele 52% centreret i Region Syddanmark, hvor nærmeste anden region er Region Midtjylland med 27%.

Det skal dog noteres til denne rapport, at der ikke er skelnet mellem klubber der har både herre- og damehold i 1. division og Ligaen. Eksempelvis har Skanderborg både hold i liga og 1. division, FHK har både herrer og damer i 1. division. De bliver her sammenlignet på lige vilkår med klubber der kun har én klub på det niveau. Det giver dog et stærkt billede af klubbernes brand og værdi som brand.