FHK-legenden Peter Nielsen er blevet forfremmet til cheftræner og sportschef hos SønderjyskEs 1. divisionskvinder.

Det bliver assistenttræner Peter Nielsen, der skal være cheftræner og sportschef i SønderjyskE Damehåndbold, når Olivera Kecman stopper til sommer.

Det bliver et velkendt ansigt i SønderjyskE Damehåndbold, der tager over, når Olivera Kecman stopper som cheftræner og sportschef til sommer.

Det bliver nemlig assistenttræner Peter Nielsen, der fra sommeren 2020 overtager begge funktioner i klubben.

Bestyrelsesformand Hans Henrik Damgaard glæder sig over, at afløseren for Kecman allerede nu er kørt i stilling.

– Vi er meget glade for, at Peter Nielsen har sagt ja tak til jobbet som cheftræner og sportschef efter denne sæson. Han har været i klubben i fire måneder, og han har fra første dag vist, at han er et stort trænertalent. Nu gør han sæsonen godt færdigt sammen med Olivera Kecman, og så bliver det hans tur til at stå i spidsen for holdet på den anden side af sommerferien, siger Hans Henrik Damgaard.

SønderjyskE-direktør Klaus Rasmussen glæder sig over, at Peter Nielsen vil tage over efter Olivera Kecman.

– Vi har fundet en dygtig træner i eget hus, og han har virkelig vist sig godt frem, siden han kom til klubben i efteråret. Vi gav ham chancen i sit første trænerjob som assistenttræner, men han har også overbevist os om, at han har meget mere i sig, så det bliver spændende at følge, når han til sommer overtager holdet, siger Klaus Rasmussen.

Peter Nielsen er stolt over, at han efter kort tid i klubben til sommer bliver forfremmet.

– Jeg ser det som et stort skulderklap. Jeg gik fra banen til bænken i sommer, og jeg har hurtigt mærket, at det her var noget for mig. Det har været nogle spændende måneder sammen med Olivera Kecman, og vi skal sammen gøre sæsonen godt færdigt, og så venter der mig en ny udfordring til sommer, når jeg står med ansvaret. Det bliver en udfordring, som jeg ser meget frem til, siger Peter Nielsen.

Peter Nielsens nuværende kontrakt som assistenttræner løber sæsonen ud, og han er herefter ansat på en toårig kontrakt.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer