FHK-keeper Jimmi Andersen reddede med syv sekunder igen Kasper Kvist, og det var en tidlig julegave fra Ribe-Esbjerg, mener keeperen.

FHK var bagud 28-29, og gik i helbanepres med omkring 30 sekunder igen. Med syv sekunder brændte Kasper Kvist, og så endte Kristian Stoklund med at score i sidste sekund.

“Det er en tidlig julegave fra Ribe-Esbjerg at sætte deres venstre fløj i den situation, hvor han var tvunget til at afslutte,” siger Jimmi Andersen til Fredericia AVISEN.

Hvilke følelse gik igennem kroppen på dig, da du reddede den?

“Jeg når ikke at tænke noget, da jeg skal have fat i bolden og så skal den op ad banen, men jeg synes det er fortjent at få et point. På en god dag havde vi fået to,” forklarer Jimmi Andersen, der blev kastet ind på banen med otte minutter igen:

“Det er svært at komme ind på sådan et tidspunkt. Ingen af holdene tør rigtigt at lave fejl og det kan ende med at blive rodet, men jeg skal bare gøre det jeg har fået besked på, og det er at redde bold og jeg tager to, og til sidst var det den ene, der skulle til for at få point,” siger Jimmi Andersen og slutter med at komme ind på vigtigheden af at have tre point efter tre kampe:

“Det er vi glade for, og jeg tror det er ekstra godt, at det er to kampe på hjemmebane, hvor vi ikke har tabt og principielt kunne have stået med fire point. Vi ved, når vi spiller hjemme, at vi har en reel mlighed for point og det giver ro og gør man er ekstra klar,” slutter han.

https://pro-print.dk