Forside FHK FHK kan selv afgøre det – glem Tønders kampe

FHK kan selv afgøre det – glem Tønders kampe

DEL
Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Fredericia Håndboldklubs 1. divisionsherrer kan selv afgøre deres skæbne i forhold til direkte oprykning, men en del skeler mod Tønders kampe og håber, at sønderjyderne dummer sig.

FHK er pt. på førstepladsen i 1. division, dog med en kamp i baghånden i forhold til Tønder, der er bedre indbyrdes end FHK qua deres etmålssejr i thansen Arena i det første opgør i sæsonen mellem de to hold.

I dag udkæmpes det opgør, som Tønder har fået udsat, og som har gjort, at FHK har været en kamp foran. Tønder skal en tur til Ajax København i aften, og det bliver bestemt ikke en sjov kamp for Tønder. Alle med FHK-hjerter vil formentlig sidde klistret til livescoren for at følge slagets gang i den legendariske Bavnehøj Hal, der formentlig vil være ekstra varm, trods vinterkulden på Vesterbro.

Ajax har storsatset til den her sæson, og rygterne går på, at de har et større spillerbudget end FHK. Med markante profiler som Minik Dahl Høegh, Martin Risom og Oliver Roepstorff er det ikke et ueffent mandskab, som københavnerne har banket på benene. De har dog mange udsving, og de fleste billetter er hos Minik og Risom.

Nok om Ajax, dem skal FHK først møde d. 30. marts. Det mest interessante opgør finder sted på søndag i Tønder. Uanset, hvordan det går Tønder mod Ajax , er det fakta, at fredericianerne skal vinde kampen i Tønder for at blive bedst indbyrdes i tilfælde af pointlighed i sidste ende.

http://www.lecture.dk/kommende-arrangementer/
Annonce. Køb billetter – klik på annoncen

I 2019 har der været en ny aura over FHKs spil. Nuvel har modstanderne ikke været de på papiret bedste, endnu, men de er blevet kørt ud på røv og albuer. Særligt kampen mod Odder var imponerende. Forsvaret stod som fæstningsværket gjorde det i 1849, og angrebsmæssigt skød Oberst Stoklund med skarpt. I den første del af sæsonen manglede det sidste angrebsmæssigt for FHK, men i 2019 har angrebet og i særdeleshed Kristian Stoklund steppet op til et niveau, som hidtil har været de øvrige 1. divisionshold overlegent.

En anden, men ikke uvæsentlig ting, har været FHKs stregspil. Jimmi Elmgaard er for alvor stemplet ind angrebsmæssigt, hvor han har været god til at suge boldene til sig og ligeledes være skarp i afslutningsspillet. Senest gav det afkast med fem mål mod Odder fra den stærke stregspiller. Det, at Elmgaard er kommet i gang, giver et ny aspekt til FHKs angrebsspil, der hidtil i sæsonen har været afhængige af en bagspiller kan hugge den ind ude bagfra eller en af fløjspillerne bliver sat i scene. Med stregspillet tilføjet, får modstandernes forsvar nu yderligere en ting at forholde sig til, når de skal forsøge at stække FHKs offensiv.

Det er det helt rigtige tidspunkt af sæsonen, hvor det sker. Sæsonen går ind i sin afgørende fase for FHK med flere topkampe startende med Tønder på søndag.

Med det spil, som FHK leverer for tiden, skal fokus ikke rettet specielt mod Tønders spillere. Spiller FHK på egne præmisser, og rammer det niveau, som det var tilfældet mod Odder, er topniveauet så højt, at en sejr sagtens kan komme på tale, omend opgaven ikke bliver nem.

Én ting er dog sikkert, og det er, at FHK ikke skal koncentrere sig om Tønders kampe, da fredericianernes eget niveau er til selv at afgøre, hvad det skal ende med i den her sæson.

http://www.lecture.dk/kommende-arrangementer/
Annonce. Køb billetter – klik på annoncen


DEL