Endelig kom dagen mange håndboldfans i Fredericia har ventet på. De lokale helte fra Fredericia Håndboldklub kunne endelig skyde en ny sæson i gang – og så tilmed i en helt nyrenoveret thansen arena. 

Der var lagt op til et brag af en kamp. Forud for kampen var der forlydender om op mod 2.000 tilskuere til sæsonens første kamp for FHK i 1. division. Der var da også helt fyldt i hallen et godt stykke tid før kampstart – og bag det ene mål var alle børne- og ungdomsspillere i FHK placeret sammen med en masse elever fra Vejle Idrætsefterskole hvor Cheftræner Jesper Houmark til dagligt er efterskolelærer.

Jeg har selv set et hav af håndboldkampe, men allerede inden startfløjtet til denne kamp var der en helt særlig stemning. Navneopråbet, billederne på kuben, alle de mange tilskuere der heppede de lokale helte på banen. Stemningen er sjældent set så god i thansen arena!

Lydinferno af en anden verden

Den vilde stemning fulgte også med ind i kampens første minutter, hvor der var ekstase da Emil Tellerup tog første afslutning – og først en scoring fra Rune Schrøder og kort efter Jimmi Elmgaard gik det først helt amok med lyden i den flotte nye thansen arena.

Den tidligere FHK’er Andreas Oliver Møller Bjerre forsøgte sig også med en afslutning, men endnu engang agerede Emil Tellerup mur i FHK-målet. Den hjemvendte FHK-dreng, Kristian Stoklund, viste også sine kvaliteter med en fremragende scoring ind bag en chanceløs Magnus Brandbyge i HEI-målet. En stærk defensiv, der næsten kunne karakteriseres som et voldanlæg, skræmte gæsterne fra HEI der kom bagud 6-2 – og det fik cheftræner for HEI, Martin Hjortshøj, til at tage kampens første timeout allerede efter seks minutters spil.

Et par mere sløje minutter i angrebet for FHK gav end ikke udslag på måltavlen, der efter godt tolv minutter viste 8-2 til hjemmeholdet fra FHK. De manglende mål fra HEI fik da også den trofaste fanklub HK Ultras til at udbryde med en ‘skyd på mål-sang’. Tellerup i kassen blev bare ved – og kunne let ligge en lang aflevering til den unge stregspiller, Rasmus Meyer.

Overlegent hjemmehold

En køn håndboldkamp var det bestemt ikke. Med stillingen 10-2 efter et kvarter stod det klart, at hjemmeholdet fra FHK var en, hvis ikke to, klasser bedre end gæsterne fra HEI. Den solide defensiv dannede grundlaget – og i angrebet så det ikke særlig svært ud for de rødblusede at sætte bolden ind i målet.

Første scoring i tolv minutter for gæsterne skulle falde efter sytten minutter hvor HEI kunne spille sig til en fri afslutning fra Jonas Christensen, der sikkert skød bolden forbi FHK-keeper Emil Tellerup. Selvsamme Tellerup leverede en pragtpræstation på en efterfølgende kontra hvor Jonas Christensen blev pillet med stor lethed fra FHK-keeperen. Det lykkedes dog for Nicolai Nielsen at sende bolden sikkert ind bag Tellerup på straffekast til stillingen 13-5. Selv ikke i overtal lykkedes det gæsterne fra HEI at få bolden ind bag Emil Tellerup – og kort efter kunne Martin Bisgaard sikkert sætte bolden ind i kassen til stillingen 15-6. Jakob Mikkelsen kunne med en flot scoring lukke første halvleg med en føring på 17-7.

FHK-HEI, 05/09/18.
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN
Klasse fornægter sig aldrig

Emil Tellerup var i hopla til dagens kamp. Ligeså godt som han stod i kampens første halvleg, ligeså godt startede han på den anden. Med stort overskud pillede han i halvlegens første minutter alt hvad der blev skudt efter hans mål.

Med to flotte afslutninger med Jimmi Elmgaards sædvanelige frække skruebold kunne FHK se sig selv være i front med hele 20-7 efter 37 minutters spil. Elmgaard var ustoppelig – med endnu en flot scoring efter et god aflevering fra Rune Schrøder kunne han bringe FHK foran 21-7.

En bold lige i maven på Tellerup og en hurtig kontra gjorde det muligt for den unge venstrefløj, Marcus Rahbek, at sætte bolden sikkert i netmaskerne. Efter 40 minutter gik den storspillende Emil Tellerup ud – og ind kom endnu en klassekeeper: Jimmi Andersen.

En flot scoring af HEIs Nicklas Møller resulterede i at FHKs føring blev reduceret til 23-10. Med hjælp fra stolpen kunne Jimmi Andersen holde et straffekast fra HEI ude af netmaskerne – og kort efter kunne Nikolaj Mehl bringe sig på måltavlen med en scoring til 24-10. Selvsamme Mehl kunne få sekunder senere lobbe bolden elegant over en chanceløs Magnus Brandbyge i HEI-målet.

Giv-og-tag-håndbold

Rune Andersen fortsatte FHKs lange stime af mål og kunne bringe hjemmeholdet i front med 27-12. Denne scoring var for meget for HEI og fik cheftræner Martin Hjortshøj til at tage deres tredje timeout.

Som anden halvleg skred frem, og HEI ikke kunne indhente den store føring skiftede kampen karakter. Scoringer blev lettere i begge ender, og intensiteten dalede. Den overlegne sejr kombineret med det sene kamptidspunkt fik også en del af de næsten 1.900 tilskuere til at gå hjem før kampen var spillet færdig.

Magnus Brandbyge fik hevet et par flotte redninger hjem i kampens slutfase, hvor Peter Nielsen lidt for kækt forsøgte sig med et lob, Rune Andersen brændte helt fri ind over og Martin Bisgaard skød lige på HEI-keeperens ben. Tempoet gik af FHK – og det gav HEI muligheden for let at reducere til både 27-14, 27-15 og 27-16.

Frederik Krarup ville også på måltavlen i dagens kamp, og efter en flot fight klemte han bolden indenom HEI-keeperen. Jimmi Andersen ville også være med i FHK-målet og hev en flot redning frem i kampens sidste minut.

Til stående applaus kunne byens bedste håndboldherrer lade sig hylde med en 29-17 sejr over et noget tamt hold fra HEI.

De mange tilskuere kårede den storspillende keeper Emil Tellerup som man-of-the-match.