Til trods for konkurrence fra store klubber er det lykkes for Fredericia Håndboldklub at sikre sig den målfarlige playmaker, Nicolaj Nørager, som skifter til klubben fra 1. divisions tophold, TMS Ringsted.

I flere sæsoner har den 23-årig Nicolaj Nørager været en markant profil for TMS Ringsted. I år er han 1. divisionstopscorer med 94 mål i ti kampe, og i den seneste sæson, hvor TMS Ringsted spillede i Ligaen, fandt han vejen til netmaskerne 113 gange.

Derfor er der glæde over, at Nicolaj Nørager fra sommeren 2020 kommer til at tørne ud for FHK.

”Vi har igennem længere tid haft Nicolaj på blokken, og derfor er det glædeligt, at det nu er lykkes og det til trods for, at store ligaklubber har været i spil,” siger bestyrelsesmedlem i FHK, Thomas Larsen, i en pressemeddelelse fra klubben og fortsætter:

”Tilgangen af Nicolaj falder i tråd med, at vi gerne vil have træningsivrige spillere, hvilket Nicolaj er garant for med sin tilgang til håndboldspillet. Jeg glæder mig til at se Nicolaj i den røde trøje, og jeg ser frem til, at vi sammen med ham kan udvikle os og få FHK løftet op i den sjove ende af Ligaen.”

Nicolaj Nørager har gjort sig mange overvejelser omkring sit skifte til FHK, og han ser frem til at tørne ud for klubben.

”Jeg har igennem længere tid været i dialog med FHK. Jeg synes, at klubben arbejder med et ekstremt spændende projekt, og efter en god dialog med Thomas Larsen og Jesper Houmark var jeg ikke i tvivl,” siger Nørager og kommer ind på, hvilke ambitioner han har i FHK:

”Jeg tror på, at Fredericia Håndboldklub via hårdt arbejde vil komme tilbage blandt de allerbedste i dansk håndbold. Klubben har store ambitioner, og jeg kan sagtens se mig selv vokse som spiller sammen med de ambitioner og planer.”

Nørager har tidligere gæstet thansen ARENA, som udebanespiller, og det var bestemt en stor oplevelse, og nu hvor arenaen er bygget om er det kun blevet bedre at gæste Fredericia, som både på og udenfor banen har et attraktivt håndboldmiljø.

”Jeg mødte Fredericia HK, da jeg spillede i Skive. Arenaen var endnu ikke bygget om som i dag, men allerede der var det en fæstning at løbe ind til med de medlevende tilskuere. Når jeg ser de nye faciliteter, så bliver jeg imponeret. Derfor ser jeg virkelig også frem til at blive en del af klubben, og ikke mindst byen, som elsker håndbold,” slutter den 23-årige Nicolaj Nørager, der har skrevet en tre-årig kontrakt med Fredericia HK.

https://www.facebook.com/ShoppingBAZAR.dk/

SKRIV EN KOMMENTAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her