Fredericia HK tog her til eftermiddag i mod Frederikshavn FI, i en kamp hvor hjemmeholdet var storfavoritter. Forud for kampen lå FHK på en 7. plads, hvor gæsterne var at finde under nedrykningsstregen på 12. pladsen.

En start uden mål

Allerede fra kampens start var Jimmi Andersen i FHK målet klar. Den første afslutning fra Nordjyderne blev grebet ud. Det lykkedes også den unge keeper at pille kampens første straffekast, men Frederikshavn fik riposten sat i målet.

Desværre for de rødblusede fra det også en Frederik Torp fra Frederikshavn der lukkede ned i målet.  Det lykkedes ham at holde rent bur i 9 minutter før Rune Andersen fik scoret to hurtige FHK mål.

Efter kampens første 10 minutter var stillingen sølle 2-2, i en kamp hvor to solide forsvar – og gode keepere – dominerede.

Nordjydsk dominans

Herfra stod der Frederikshavn på det mete. Storspil i målet og lette scoringer bragte nordjyderne foran med 6-2. Det fik en vred Jesper Houmark til at lægge timeout-kortet, og give en opsang til de rødklædte. Tonelejet i timeouten var så højt, at der ikke var mange i hallen der var i tvivl om hvad FHK-træneren sagde.

I kampens optakt fortalte Jesper Houmark klubbens sponsorer, at taktikken var at løbe med Frederikshavn – men det var Frederikshavnerne der løb FHK over ende, eksemplificeret ved Anders Risdahls scoring til 2-8.

Efter 20 minutters spil er FHK nede med 4-10. Der er simpelthen intet der fungerer for de røde i angrebet – og de skal være lykkelige for, at Jimmi Andersen havde fundet storspillet frem i målet.

Frederikshavn med overskud

De hvidblusede nordjyder spillede med stort overskud, og var hele tiden ovenpå. Frederikshavns træner gav Jesper Houmark en gave, da han valgte at bruge sin første timeout efter 21 minutters spil.

Det sejlede i Thansen.dk Arena

Det er ikke kun spillet der sejlede her til eftermiddag. I forbindelse med renoveringen af Fredericia Idrætscenter har man sat en støvmur op i hallen, og rykket ydervæggene ned. Det gav  den udfordring, at smeltet sne løb under støvmuren og ind på banen. Det gav et længere spilstop i kampen, før der kom styr på situationen.

Det sejlede i Thansen.dk Arena.
Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia Avisen.
Halskift midt under kampen

Det lykkedes ikke at få styr på vandet, så man besluttede at flytte kampen til den noget mindre hal 2. En situation der aldrig er set mage i Fredericia Idrætscenter. Dommerne så dog lyst på sagen og sagde i gangen mod hal 2:

“Det er da godt det er Fredericia, hvor der er mange haller. Havde det været i Stoholm havde vi haft et stort problem” lød det med et grin fra kampens dommere.

Vild stemning

Selvom stemningen var god i Thansen.dk Arena, kan det ikke måle sig med stemningen der kom i hal 2. Trommen blev flyttet med, og tilskuerne stod kompakt i hallen og klappede og hujede.

Jublen var også stor, da Jimmi Andersen i FHK målet fortsatte sine gode takter og pillede den ene Frederikshavn afslutning efter den anden.

Stemningen smittede også af på FHK-spillerne, der lavede flere gode aktioner i 1. halvlegs slutminutter. Jakob Mikkelsen stjal bolden fra gæsterne og Frederik Krarup reducerede til stillingen 9-12 – noget der fik FHK-træner Jesper Houmark til at komme med et jubelbrøl.

Om det var stemningen eller den franske hotdog der gav smil på læben ved ingen – men tilskuerne sad tæt.
Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.
Udvisning for brok i første halvlegs sidste sekunder

Første halvleg sluttede med en tvivlsom kendelse, der kostede Jakob Mikkelsen en udvisning. Det fik Jimmi Elmgaard til at brokke sig til en udvisning.

Det lykkedes dog den unge FHK keeper Christian Wetche at redde straffekastet, så FHK gik til pause bagud med 11-14.

Frederikshavn skiftede forsvarsstil

Fra starten af anden halvleg gik nordjyderne frem i et offensivt forsvar, der fik stresset de FHK spillerne.

Frederikshavns keeper Frederik Torp havde taget storspillet med ind i hal 2, hvor han pillede en 100 procent chance fra FHKs Marcus Rahbek og lidt efter en stor chance fra Rune Andersen.

Anden halvleg blev indledt med en række hurtige mål fra både gæsterne og hjemmeholdet fra FHK. Frederik Krarup viste vejen gennem det offensive forsvar og scorede let til stillingen 15-17. Selvsamme Frederik Krarup splittede forsvaret til atomer angrebet efter, hvor Marcus Rahbek fik en motorvej at løbe på. Den unge fløj reducerede sikkert til 16-17.

Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.
Dirigenten fandt vej gennem forsvaret

Frederik Krarup styrede FHKs angrebsspil med hård hånd, og satte sine holdkammerater op til den ene store chance efter den anden.

En fantastisk underhånd fra Kasper Young til stillingen 18-19 fik Frederikshavns træner til at smide det grønne timeout-kort. Især de mange fejl i deres offensive forsvar blev kommenteret på at den rasende træner.

En redning fra Jimmi Andersen og en hurtigtløbende Kasper Foder resulterede i udligningen til 19-19. Første gang siden 2-2 FHK var med i kampen.

Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.
Marcus Rahbek spillede FHK i front

Kampens første føring til hjemmeholdet fra FHK faldt efter 48 minutters spil, hvor Marcus Rahbek sikkert satte bolden i mål til 22-21.

Christian Wetche der afløste Jimmi Andersen i FHK målet leverede flere store redninger til stor jubel blandt de mange tilskuere i hallen.

Rune Andersen stod for scoringen til 23-21 til hjemmeholdet efter 54 minutter af eftermiddagens vilde håndboldkamp.

Om det er hallens skyld, at FHK leverede et comeback ved ingen, men vores skarpe sportsjournalist pointerede, at et lignende scenarie udspillede sig i hal 2, da FHK spillede jyllandsserie mod Tinglev og leverede et vanvittigt comeback.

Spændende slutminutter

Med blot 4 minutter igen og stillingen 23-22 til hjemmeholdet hev Christian Wetche en god redning ud af ærmet. Det efterfølgende angreb udnyttede Jimmi Elmgaard på sikker vis og bragte hjemmeholdet foran 24-22.

Gæsterne fik dog hurtigt reduceret til 24-23 ved Christian Lykke Jensen. Jakob Frederiksen udnyttede ikke sit straffekast med 2 minutter tilbage, og FHK måtte derfor stille sig i forsvar foran med et enkelt mål.

Et misbrugt skudforsøg og en flot scoring fra gæsterne gav en uafgjort stilling 24-24, før Frederik Krarup sikkert satte bolden i nettet bag en chanceløs Frederikshavn keeper til stillingen 25-24 med blot et halvt minut igen.

FHKs Kasper Foder fik direkte rødt kort for en hårdt tackling med blot 17 sekunder igen. Da det er indenfor kampens sidste 30 sekunder foreskriver reglerne et straffekast, der også blev dømt.

Frederikshavns Casper Holmen fik bolden ind bag Christian Wetche. FHK forlangte straks timeout med 14 sekunder tilbage.

Jakob Frederiksen misbrugte sin sidste afslutning, hvorfor FHK må tage til takke med et enkelt point i kampen der endte 25-25.

Næste kamp:

Fredericia HK’s næste kamp er d. 24. februar på udebane mod Skive FH. Kampen spilles i FREJA Arena kl. 15.

HK Ultras arrangerer bustur til Skive. Afgang fra Fredericia Banegård kl. 12:15, og forventet hjemkomst er kl. 18:45.

Prisen er 25,- hvis man er medlem af HK Ultras. For ikke-medlemmer er prisen 50,-.

Tilmelding sker til Per Fuglsang på 28 68 23 60.