Rock Under Broen er i fuld gang, men ingen fest uden hjælpere. Igen i år er Fredericia Håndboldklub at finde hos VIP-gæsterne til Rock Under Broen.

Stemningen var god, da Søren Winkler Jakobsen lukkede os ind i VIP-området. Et stort og flot område, hvor VIP-gæsterne bliver behandlet på fineste vis. Der er et tyrolertelt, caféborde og loungemøbler.

Overalt render hjælpere rundt, der servicerer de næsten 1.200 VIP-gæster til Rock Under Broen. Bag baren finder vi toppen af Fredericiansk håndbold. Der står spillere fra både herrernes og damernes 1. divisionshold.

Læs mere efter annoncen her…

Frederiksen: Det er virkelig fedt at hjælpe

En af herrespillerne bag baren er den unge højre fløj, Jakob Frederiksen. Ved sin side har han Rune Andersen, der også hjælper til i år.

“Det er super fedt at hjælpe herovre. Vi får en masse socialt, og så er det godt at give noget tilbage” siger Jakob Frederiksen.

Jakob Frederiksen var heller ikke bleg for at give karakterer til sine sidemand, Rune Andersen.

“Rune er en 8 ud af 10 til at mixe drinks, men han er helt klart en 10’er når det kommer til at drikke dem” lød det med et grin fra Jakob Frederiksen.

Damerne er med igen-igen

På den anden side af baren står en række af 1. divisionsdamerne. En af dem er Mia Nygaard Hansen, der er med igen-igen.

Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

“Jamen jeg har stået her siden vi startede med det her EventC. Så der er nok omkring 10. gang jeg står her for at hjælpe klubben” sagde Mia Nygaard Hansen, der blev fulgt op af Søren Winkler Jakobsen:

“Til en start gjorde vi det med et socialt perspektiv, for det giver virkelig mange gode oplevelser at stå her sammen. De minder spillerne får her snakker de jo om i mange år”.

Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN