Her til aften har FHKs 1. division herrer været en tur i Aarhus, hvor det lokale hold JAI fra 3. division var modstanderen. Hallen var den lille intime Annexhallen, der er kendt for deres minimale faciliteter.

I optakten til aftenens kamp i Santander Landspokalturneringen, var den en Jesper Houmark der så frem til kampen. Han beskrev den lille Aarhus-hal som hyggelig – og med mulighed for at dele en Høker-bajer med modstanderen i det fælles omklædningsrum.

Faciliteterne til opvarmning var ikke store.
Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN.

Udover fælles omklædningsrum, er mulighederne for opvarmning i Annexhallen små. Selve hallen var optaget op til kampstart af en gruppe ældre badminton spillere, så FHK-spillerne måtte nøjes med det meget lille rum ved siden af hallen til deres opvarmning.

Dårlig start

Om det var de dårlige forhold til opvarmning der gav den dårlige start, kan man kun gisne om. Men én ting var sikkert: FHK var ikke klar fra start. Det vandtætte forsvar de har trænet på i løbet af ugen, holdte ikke til den første vandprøve. JAI fulgte sikkert med til stillingen 8-8 efter 15 minutter spillet.

Timeout er ikke noget man spiller med i 3. division, men til aftenens kamp fik man muligheden. JAI-træneren kunne ikke holde kortet i hånden længe, før han allerede efter 6 minutter lagde det grønne kort på dommerbordet ved stillingen 4-3 til JAI. En flot gestus at give Jesper Houmark muligheden for en snak med sine spillere, der bestemt ikke var klar.

Kasper Young i hopla

Da FHK endelig satte tempo på kampen, kunne det blåklædte hjemmehold ikke følge med. En Kasper Young i topform løb hjemmeholdet over ende, og FHK kunne gå til pause foran med solide 19-13.

Lige op til pausen måtte FHKs Jimmi Elmgaard forlade hallen og en tur på skadestuen med et flækket øjenbryn.

Men JAI lod sig ikke slå ud. Et kvarter inde i 2. halvleg, var det kun lykkedes FHK at udbygge føringen med et enkelt mål. JAI viste et overraskende mentalt overskud og var “kun” bagud 17-24.

FHK kørte dog hjemmeholdet over i kampens sidste minutter, og kunne lukke kampen med stil til slutresultatet 24-34.

HK Ultras støttede de rødblusede

I en kamp hvor FHK stillede uden førstekeeper Jimmi Andersen, der måtte se til fra sidelinjen. Heller ikke de to venstrehåndede spillere Jakob Mikkelsen og Jakob Frederiksen var på holdkortet i dagens kamp.

HK Ultras var mødt op med omkring 10 medrejsende fans, der gennem hele kampen frembragte store smil hos både dommere, modstandere og FHK-spillere med deres mange sjove kommentarer i løbet af kampen.