Grundet covid-19 restriktioner var det ikke tilladt for tilskuere at være til stede til lokalopgøret mellem KIF Kolding og FHK, men det forhindrede ikke fanklubben HK Ultras i at hylde deres hold før og efter kampen.

Hvad gør man som fanklub, når betalende tilskuere til blandt andet sportskampe er forbudt?

Man kunne vælge at blive hjemme og ikke gøre noget, eller man kunne tænke ud af boksen. Det sidste valgte HK Ultras at gøre, da de startede bilerne op mandag omkring klokken 16:45 og tog turen til nabobyen, hvor der var kampstart klokken 19:30. Fanklubben ville være på plads foran Sydbank Arena før FHK-truppens ankomst for at gejle dem op til rivalopgøret.

Med flag, bannere og fyrværkeri blev FHK-spillerne modtaget ude foran den mennesketomme arena, hvor KIF-spillerne, der ankom i samme tidsrum, også fik gloser med på vejen, der ikke var af den positive af slagsene. Ironien var i højsædet, da KIF’erne blandt andet blev ønsket god tur til Stoholm til næste sæson med henvisning til, at det ikke går koldingenserne særlig godt i tabellen og er i nedrykningsfare på 13. pladsen med to point ned til Skive på 14. pladsen, der giver direkte nedrykning.

Efter at FHK’erne var kommet indenfor i Sydbank Arena drog de trofaste fans retur til 7000 Fredericia, hvor de samlede sig for at se kampen på et livestream fra KIF Koldings Facebook-side. De kunne hurtigt lugte, at det kunne blive en stor fredericiansk dag i Kolding, da FHK næsten fra start til slut var i kontrol. Efter sejren, der blev på 31-27, drog fansene retur til Kolding.

Via FHK’s holdledere var spillertruppen blevet informeret om, at der ventede en velkomstkomité. Efter at have været i bad gik en samlet FHK-trup ud igennem forhallen i Sydbank Arena. Inden havde enkelte KIF-spillere, blandt andet rutinerede Tim Winkler, gået forbi HK Ultras, mens de øvrige af hjemmeholdets spillere havde fundet en bagvej ud af hallen for at undgå de fredericianske fans.

Til stor jubel, samt rød røg og fyrværkeri, der lyste den mørke himmel op, blev FHK-spillerne modtaget som heltene, der havde vundet slaget i Kolding, og efterfølgende kunne fansene og spillerne synge sejrssangen sammen og tage turen hjem.

Skriv en kommentar