Hen over vinteren har der været godt gang i byggeaktiviteterne i FredericiaC-området. Den første kanal er gravet ud og det nye, landskabelige byrum omkring Gl. Havn, der skal sikre FredericiaC og hele bymidten mod havvandsstigninger, begynder at tage form.

Side om side med byggeriet vil bylivet i den nye kanalby også udvikle sig i løbet af sommerhalvåret.

”Sommeren 2015 byder på en række arrangementer og aktiviteter i FredericiaC. Den 13. maj starter vi sæsonen med en festlig havnedag, der byder på oplevelser og aktiviteter for alle dagen igennem”, siger Louise Bjerre, udviklingskonsulent i FredericiaC.

Om morgenen anløber det eksklusive krydstogtskib Celebrity Silhouette Lillebæltskajen i FredericiaC, som bringer ca. 2.800 besøgende til byen. Det er det første af i alt fem krydstogtanløb i 2015.

Samtidig åbner C-byen – et nyt, eksperimenterende bymiljø på østsiden af Gl. Havn opbygget af ombyggede skibscontainere – med en række spændende aktiviteter i løbet af dagen. Blandt andet kan man opleve en af Europas bedste street-kunstnere udsmykke containerne, høre live-musik, deltage i en yoga-session og meget andet.

Om eftermiddagen fejrer byhaverne Grow Your City sin 3. års fødselsdag og tager hul på fjerde sæson med fællesspisning i haverne.

Og i anledning af, at alle lokaler i FredericiaC’s bygning nu er udlejet, inviterer FredericiaC og husets lejere – Business Fredericia, DanmarkC TV, Kaiser-Domino Advokater, Arden Software og Restaurant Oven Vande – til Åbent Hus i FredericiaC’s bygning på Sønder Voldgade 10 kl. 15-17.

Byliv sommeren igennem

Hele sommeren vil der både være faste, ugentlige aktiviteter, og en række arrangementer i den nye kanalby.

Hver tirsdag fra maj til september inviterer FredericiaC på guidede ture bag byggepladshegnene, hvor interesserede kan høre mere om byggeriet. Første rundvisning er tirsdag den 5. maj.

”Tirsdag er også havnedag i FredericiaC med fællesspisning i byhaverne Grow Your City, veteranbiltræf og kajakpolo i Gl. Havn. Som noget helt nyt i år kan man også opleve livet og aktiviteterne i C-byen, som vil udvikle sig løbende hen over året”, siger Louise Bjerre, udviklingskonsulent i FredericiaC.

Foruden rundvisningerne og havnedagene om tirsdagen, kan man opleve cykelløbet Rands Fjord Rundt, firmastafetten Bike & Run, kunsthåndværkermarkeder i Tøjhuset, Open Air biograf, vinsmagninger, feriesjov, et høstmarked og meget andet i løbet af sommeren.

Alle arrangementer og aktiviteter kan ses i kalenderen på FredericiaC’s hjemmeside, som løbende bliver opdateret med nye aktiviteter og konkrete programmer for arrangementerne.

(Foto: FredericiaC )