I Fredericia Musicalteaters lille sal var der mandag den 17. maj igen mennesker på scenen. Her præsenterede bestyrelsen nemlig musicalteatrets ledelse, der kommer til at stå i spidsen, når dørene igen bliver åbnet for oplevelser i særklasse og med den magiske oplevelse i fokus, kombineret med en god økonomi.

Ferry Hogeboom bliver Fredericia Musicalteaters teaterdirektør, som i tæt samarbejde med administrerende direktør Ole Justesen skal lægge planerne for teatrets fremtidige visioner. Ole Justesen starter allerede fra dags dato, mens Ferry Hogeboom afrunder sit nuværende job, og vil indtage kontoret i Prinsessegade i løbet af sommeren. 

– Processen med at finde de helt rette kandidater til jobbet har været grundig, fortæller bestyrelsesformand Grete Højgaard, og nu er vi glade for at kunne præsentere Ferry Hogeboom og Ole Justesen.

Fra Voorburg til Fredericia

Ferry Hogeboom.


41-årige Ferry Hogeboom har studeret business administration sideløbende med sin karriere som musicalperformer, og er BA i Communications og MA i International Communication Science.  

Han har årelang erfaring fra arbejdet med musicals i Holland, hvor han fortsat bor, indtil han til sommer flytter til Fredericia. Det musikalske og kreative har været en stor del af hans liv, fra han som barn spillede trompet og dansede på højt niveau. 

I 2007 startede han med to forretningspartnere NME Holding, en teatervirksomhed, der producerer musicals, afholder teaterevents og tilbyder professionel musicalundervisning gennem The Dutch Academy of Performing Arts. 

– Produktionen af musicals er en kunstform i sig selv, hvor en bred vifte af elementer skal kombineres i det håndværk, det er at skabe magisk historiefortælling, fortæller Ferry Hogeboom og fortsætter:

– Jeg er taknemmelig for at stå i spidsen for det team, der skal rejse musicalteatret og give publikum muligheden for igen at opleve den magi. 

20 års relevant erfaring – også fra Fredericia

Ole Justesen.


Ole Justesen er initiativtager og medstifter af Den Ny Opera i Esbjerg. Han er 54 år og har mere end 20 års erfaring inden for området musikteater og er uddannet operasanger fra Vestjysk Musikkonservatorium og den tyske Musikhochschule Freiburg. I årene efter konservatorietiden arbejdede han både som del af ledelsen af Den Ny Opera og som operasolist her og hos Den Jyske Opera. 

Fra 2003 til 2008 var Ole Justesen administrator på det daværende Fredericia Teater, så han kender både bygningen og byen og har glædet sig til igen at komme til Fredericia. Herefter blev han direktør for Tivoli Artists, som han i 2009 købte af Tivoli i en fusion med Crescendi Artists, hvor han indtil nu har været Managing Director. 

Fremtidsplanerne bliver lagt
Første udfordring bliver Fredericia Musicalteaters konkrete visioner. Ledelsen har mødt teatrets ansatte og er ved at lære den gamle bygning og alle dens afkroge at kende. Nu står særligt Ferry Hogeboom i sin rolle som teaterdirektør over for opgaven i samspil med medarbejderne at sætte kursen for Fredericia Musicalteater. 

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer