En 29-årig mand fra Åbyhøj bliver tirsdag fremstillet i grundlovsforhør sigtet for drab på en 21-årig mand på Kappelvænget i Aarhus V den 25. september. Han er dermed den syvende, der er anholdt og sigtet for drab i relation til de fem bandedrab, der har været i Aarhus i 2020.

Østjyllands Politi efterforsker i øjeblikket fem banderelaterede drab, der alle har fundet sted i Aarhus i løbet af 2020. Det første skete den 27. februar, hvor en 25-årig mand blev dræbt af skud i Tilst. I juli blev to mænd på henholdsvis 25 og 42 år dræbt med få timers mellemrum, den ene blev skudt ved travbanen, mens den anden blev stukket ned med kniv på Lenesvej i Brabrand. Den 6. august blev en 22-årig mand fundet skuddræbt i en bil på Vårkærvej i Viby, og senest blev en 21-årig mand dræbt af skud ved Kappelvænget i Aarhus V den 25. september. 

”Det er bekymrende mange drab, som vi vurderer alle har en eller anden relation til bandemiljøet. I fire af drabene er der anvendt skydevåben, hvilket kun er endnu mere bekymrende, da det jo viser, at den personkreds, vi har at gøre med, tilsyneladende har adgang til skydevåben,” siger politiinspektør Michael Kjeldgaard. 

Intensiv efterforskning

Østjyllands Politi har i alle drabssagerne kørt en intensiv efterforskning for at finde frem til gerningsmændene – og det er i vid udstrækning lykkes. Tre personer sidder pt. varetægtsfængslet for drabet i Tilst i februar, én sidder varetægtsfængslet for drabet ved væddeløbsbanen, hvor en 45-årig mand fortsat efterlyses for at være involveret i den narkohandel, der gik forud. To er fængslet for drabet på Lenesvej, og mandag blev en 29-årig mand så anholdt i en aktion øst for Give efter politiet i flere dage havde været på sporet af ham, da han mistænkes for at stå bag drabet på Kappelvænget.

”Drabssager har naturligvis en meget høj prioritet, og vores efterforskere arbejdet intenst på at få opklaret de her sager og få fundet, anholdt og fængslet de mistænkte. Det er et svært miljø for politiet at arbejde i, da vi kun meget sjældent får hjælp fra de involverede. Derfor er det særligt tilfredsstillende, at vi foreløbigt har fået anholdt og sigtet syv personer, som vi mener kan knyttes op på fire af drabssagerne. Nu venter yderligere en stor efterforskningsopgave, inden vi kan præsentere sagerne for anklagemyndigheden med henblik på tiltalerejsning”, siger Michael Kjeldgaard.

Den 29-årige mand, der sigtes for drabet på Kappelvænget den 25. september, vil tirsdag kl. 10.00 blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning i sagen, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere. 

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer