Af klummeskribent Pia Nyborg Jensen

Hvis man ikke lige vidste bedre, skulle man næsten tro, at det var navnet på et årsnissepar designet af Etly Klarborg. Det er det dog ikke, men derimod kunne det være titlen på en dejlig, rørende og varm “historie” fra mit liv.

For et par uger siden var Oskar på 5 år med sin børnehave på besøg på plejehjemmet Othello, for at fremføre nogle julesange.
Da Oskar kommer hjem efter dette besøg, fortæller han, at han har fået en ny “gammel” ven.

Oskar fortæller, at hans nye ven hedder Ruth samt, at hun bor alene i et hus ude mellem træerne. Hun bor alene, fordi hendes mand er død. Oskar fortæller, at de blev venner fordi, at Ruth har sådan en stol med hjul på og så spurgte hun Oskar, om han ville sidde på den og det ville han gerne.

Ruth hører heller ikke så godt, fortæller Oskar, men hun er alligevel rigtig sød og; “så har vi drukket saftevand sammen og leget at det var rødvin… og da vi skulle hjem sagde Ruth: “vi ses” og så sagde jeg: “ja vi ses”…

Jeg kan se det for mig – og der sad de så, med en aldersforskel på 82 år, drak saftevand eller var det rødvin og blev enige om, at det var hyggeligt at lære hinanden at kende…

Via et opslag på Facebook i forrige uge lykkedes det mig, at lave en aftale om, at Oskar igår skulle ned og besøge sin nye “gamle” ven igen. Han glædede sig rigtig meget og han brugte det meste af aftenen inden besøget på, at lave en gave til Ruth, for som han så fint sagde; “..det er altid en pæn ting, at ha’ en gave med når man kommer på besøg hos nogle”.

Pia, Oskar og Ruth

Jeg fik fornøjelsen af at være med, da Oskar og Ruth blev genforenet. Og der sad de så igen… Stadig med en aldersforskel på 82 år og igen var der saftevand på bordet..

Ruth fortalte, at hun har haft et landbrug med sin mand og Oskar gik meget op i, om hun så havde kørt i en mejetærsker. Det havde hun. Ruth har også rejst i hele verden og reddet på elefanter i Afrika. Oskar var ret nysgerrig på, om Ruth måske havde haft det samme arbejde i 50 år og har været over ved dronningen og få en medalje, det havde hun dog ikke.

Ruth roste Oskar for hans skønne og kærlige væsen og fortalte, at hun nyder at tale med nye mennesker og hun var rigtig glad for vores besøg. Hun var glad for gaven, den fine tegning og hun sagde flere gange; “Hvor er det rørende, at I er kommet for at besøge mig.”

Men det er faktisk mig, der skal takke Ruth. Tak for hendes hjertevarme måde at møde min dreng på. Tak for, at hun har vist Oskar, at selvom man ikke kender Paw Patrol, ikke har en iPhone, ikke spiller håndbold eller ikke har fem julekalendere derhjemme, så kan man sagtens være venner og nyde hinandens selskab.

Oskar og Ruth har aftalt, at vi i det nye år, skal besøge Ruth igen og som Oskar sagde da vi kørte hjemad; “Jeg glæder mig til vi skal besøge Ruth igen – gør du ikke også det, mor…?”

“Det kan du tro jeg gør, skat…”❤️