FC Midtjylland havde til 3F Superliga-opgøret mod Randers FC sat Sory Kaba og Mikael Anderson af holdet. Det skete efter, at de var røget i totterne på hinanden til en træning op til opgøret.

Sory Kaba har haft det svært i starten af 2021, hvor han har været testet positiv for Covid-19 og først nu er ved at komme op i omdrejninger igen, for Mikael Andersons vedkommende var det opsigtsvækkende, at han ikke var med i truppen til opgøret mod Randers, da han kom ind i midtjydernes forårspremiere mod SønderjyskE og sluttede efterårssæsonen godt af.

Ekstra Bladet skriver, at de to spillere blev vraget til opgøret mod Randers fordi de røg i totterne på hinanden, men det er ikke noget den midtjyske lejr ønsker at uddybe.

– Alt hvad vi foretager os i sådan en sammenhæng holder vi internt. Vi har en stærk og sund trup i forhold til vindermentalitet og konkurrencemiljø. Det er det, der bringer os frem, siger FC Midtjyllands cheftræner, Brian Priske, til Ekstra Bladet.

Det er ikke første gang, at Kaba er i søgelyset på baggrund af disciplinære årsager. Det skete også i efteråret, da han surmulede på bænken mod Brøndby sammen med Evander, da holdet vandt over klubben fra den københavnske vestegn.

FC Midtjylland, uden Kaba og Anderson, vandt opgøret mod Randers med 2-1 på mål i overtiden af Awer Mabil.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer