Forside FC Fredericia FCM-angriber trænede med: Vi håber at tilknytte ham

FCM-angriber trænede med: Vi håber at tilknytte ham

DEL
FC Fredericia - Næstved Boldklub. 25. november 2018. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.
Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

FC Fredericia havde torsdag middag første træningspas i 2019, og med på træningsbanen var blandt andet norske Chuma Anene, selvom han officielt er tiltrådt i FC Midtjylland.

FC Fredericias aftale med Chuma Anene og Michael Baidoo er udløbet, det er eneste ændringer i FC Fredericias trup pt.

Trods det var Anene dog at finde på træningsbanen, da FC Fredericia trænede for første gang.

“Vi er i dialog med FC Midtjylland om, hvad der skal ske med Chuma Anene. Vi håber at tilknytte ham,” siger Jonas Dal til Fredericia AVISEN og kommer ind på situationen med Michael Baidoo:

“Baidoo er pt. med det ghanesiske U-landshold, og det er derfor, at han ikke er her. Hvad der skal ske med ham, er heller ikke afklaret endnu. Det skal vi også i dialog med FC Midtjylland om, ligesom vi er med vores øvrige spillere fra FCM,” forklarer Dal.

Solen skinnede i KFUM Parken, hvor FC Fredericia træner i den første periode af opstarten, og Dal var også glad for at være på græs igen.

“Det var virkelig dejligt at komme i gang igen. Det bedste var næsten at se alle gutterne igen, efter en måned, hvor vi ikke har set hinanden,” fortæller Jonas Dal og fortsætter:

“Nu er vi i gang, og der var virkelig godt med humør på nu, og nu skal vi godt i gang med at forberede os på en spændende forårssæson.”

I starten gælder det mest for Jonas Dal om at få spillerne i den rette form.

“Der skal luft i lungerne, og det er det største fokus pt., og så har vi fokus på spillemæssige ting i de mange testkampe, som vi har planlagt startende med AC Horsens på onsdag. Vi har konkrete temaer kamp for kamp, som jeg ikke kan løfte sløret for, men hver kamp vil have forskellige temaer, og det er derfor, at vi har planlagt mange træningskampe,” lyder det fra Jonas Dal.

FC Fredericia møder i opstarten AC Horsens, FC Midtjylland, Randers, Ringkøbing, Middelfart, OB og derudover venter der to kampe på klubbens træningslejr, samt en endnu ukendt modstander.

https://www.facebook.com/mrhoejer/
Annonce
DEL