FC Midtjylland fik spillet til at flyde på trods af, at de er uden flere profiler pga. Covid-19. Fra start til slut var de bedre end Vejle Boldklub, der endte med at tabe opgøret 4-1.

FC Midtjylland og Vejle tørnede sammen på MCH Arena fredag aften. Vejle blev udsat for et sandt stormvejr. Midtjyderne pressede på fra start, og efter 27 minutters spil begyndte det at tordne, men kampen blev dog spillet videre. Efterfølgende begyndte regnen for alvor at gøre sit indtog på Heden, og det gjorde betingelserne svære for målmændene.

Det var blandt andet tilfældet for Jonas Løssl efter 32 minutter, da Schoop forsøgte sig fra kanten af feltet. Forsøget blev rettet af og ændrede retning, men på akrobatisk vis lykkedes det Løssl at redde forsøget. I stedet kom FC Midtjylland foran få minutter efter, da Gustav Isaksen bragte hjemmeholdet i front med 1-0.

Stik imod spil og chancer fik Vejle udlignet i starten af anden halvleg. Kroatiske Denis Kollinger steg til vejrs efter et hjørnespark og fik bolden i mål, og så var alt lige igen, men det varede ikke længe. Erik Sviatchenko gjorde Kollinger kunsten efter med at score på et hovedstød. Det skete efter 57 minutter, og så var der igen midtjysk fest på lægterne.

Festen nåede nye højder med et kvarters tid igen. Anders Drejer havde kampen igennem været nærgående med flere skud på kassen, og hans gå-på-mod blev belønnet, da han bankede bolden i mål til 3-1. 

Vejle forsøgte at svare igen med indskiftninger af Hans Hollsberg og Kevin Custovic, men lige lidt hjalp det. FCM fortsatte deres fremmarch, da Awer Mabil fik bolden i venstre side af feltet, og skød bolden i kassen  til 4-1 via stolpen på en drømmeafslutning. 

I slutningen af kampen var der ikke tvivl om resultatet. Begge hold skiftede en del ud i slutfasen, men det ændrede ikke på, at kampen endte med en sejr til FC Midtjylland på 4-1.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her