Jonas Dal bliver ny mand i spidsen for samarbejdet mellem FC Midtjylland og FC Ebedei, hvor målet er at udklække endnu flere talenter.

Først var det Paul Onuachu, og siden gjorde Frank Onyeka det samme. Begge spillere kom til FC Midtjylland fra samarbejdsklubben FC Ebedei som 18-årige, slog deres navne fast på førsteholdet og kom på det nigerianske A-landshold, inden de blev solgt til store europæiske adresser.

I jagten på at udklække flere nigerianske talenter tiltræder Jonas Dal en ny rolle som ansvarlig for samarbejdet med FC Ebedei ovenpå det seneste års fysiske opgraderinger af setuppet i den nigerianske klub, der blandt andet har fået en ny kunststofbane og udvidet akademiet.

– Ansættelsen af Jonas er en styrkelse af vores setup i Nigeria og samarbejdet med FC Ebedei. I løbet af det seneste år har vi udvidet akademiet og opgraderet faciliteterne dernede. Nu tilfører vi samarbejdet endnu mere fodboldfaglighed, hvor Jonas kommer til at være et stærkt bindeled mellem FC Ebedei og FC Midtjylland, fortæller sportschef Svend Graversen.

45-årige Jonas Dal var fra 2003-2013 en del af trænerstaben i FC Midtjylland i en række forskellige roller.

– Vi har søgt efter at finde en profil til at stå i spidsen for samarbejdet, som både har trænererfaring og kendskab til det nigerianske setup. Jonas har begge dele, idet han havde et stort ansvar for de nigerianske spillere, sidst han var i Midtjylland, siger Svend Graversen og fortsætter: 

– Vi er ovenud glade for, at Jonas har sagt ja til at gå ind i det her projekt. Det sportslige niveau i FCM er steget i den seneste årrække, så det er er naturligt at vi skal intensivere tilstedeværelsen i Nigeria for at blive ved med at udvikle spillere, der kan gå ind på vores hold. Her kan Jonas gøre en stor forskel med sin fodboldmæssige knowhow. 

En spændende opgave

Det er ikke første gang, at Jonas Dal skal arbejde med nigerianske spillere i FCM. I sine første ti år i klubben har han blandt andet haft en stor rolle i udviklingen af spillere som Femi, Adigun Salami og Sylvester Igboun. 

– Jeg har haft mange gode snakke med Svend gennem det sidste halve års tid, hvor han har fortalt om den forøgede satsning i Nigeria. Idéen om at blive leder af samarbejdet mellem FC Midtjylland og FC Ebedei har vokset i mig, så jeg utrolig glad for at skulle varetage den rolle nu, fortæller Jonas Dal og fortsætter:

– Det er en vanvittig spændende opgave, fordi der er så mange uslebne diamanter i Nigeria. Nu skal vi blive endnu bedre til at finde dem og gøre dem hurtigere klar til måden, vi spiller fodbold på i FC Midtjylland. Den optimering sker ikke fra den ene dag til den anden, men det tænder mig også, at det er et langt træk.

– Jeg har oplevet på nærmeste hold, hvordan nigerianske spillere i FCM har udviklet sig som både fodboldspillere og mennesker. Der har jeg mange gode minder. Jeg håber, at vi kan skabe mange flere af den slags historier. Det skal ske ved, at vi tilfører FC Ebedei endnu mere ekspertise og samtidig kommer til at kende dem endnu bedre gennem et tæt samarbejde med Churchill Oliseh, lyder det fra Jonas Dal. 

Siden Jonas Dal sidst var i FCM har han besiddet en række cheftrænerjobs i Hobro, Esbjerg, FC Fredericia og AC Horsens, inden han senest har været sportsdirektør i den færøske klub Argja Boltfelag.