FC Fredericia vandt den sidste testkamp før det går løs på næste lørdag. Hjemme på Monjasa Park sejrede de med 3-2 mod Vendsyssel.

FC Fredericia spillede fredag eftermiddag den sidste testkamp før det går løs den 23. juli på udebane mod Nykøbing. I forhold til den optimale opstilling manglede FC Fredericia til opgøret Nicolaj Ritter, der er tvivlsom til sæsonpremieren, men til gengæld skulle man ikke ligge for meget i startopstillingen. Eksempelvis startede Peter Ullum i midterforsvaret, og han har ikke spillet en eneste NordicBet Liga-kamp fra start for FC Fredericia, og derudover startede prøvespilleren fra FC Midtjylland, Frederik Heidelberg på top. 

Resten af holdet lignede et, der sagtens kunne starte inde mod Nykøbing. Et af de mest spændende bekendtskaber var Jagvir Singh, der viste gå-på-mod fra venstrekanten og var konstant udfordrende, når han fik bolden. Allerede efter syv minutter viste den tidligere Brøndby-spiller sig frem, da han trak ind i banen, og sendte et skud mod mål, men forsøget sneg sig akkurat forbi mål. Forbi mål røg bolden ikke et minuts tid senere. Selvsamme Singh fik bolden i venstre side, og han fik bolden ind i feltet til Frederik Christensen, der fik sparket bolden i mål.

Føringen varede ikke længe. Efter 11 minutter blev FC Fredericias forsvar fanget i ubalance inde på midten, da et indlæg fra højre strøg ind over forsvaret, og blev headet i mål af Wessam Abou Ali, der fik bolden ind bag Valdemar Birksø, der ser ud til at have vundet kampen om startpladsen i FC Fredericias mål.

Den målrige indledning kunne tyde på, at det kunne blive en kamp med masser af gang i den, men efterfølgkende døde kampen lidt ud. Der far en masse spil på midten, og det førte ikke noget af sig. I en lang periode var der ingen chancer, men efter 37 minutter burde Heidelberg have bragt FC Fredericia foran. Singh spillede ham fri så han kom alene igennem mod Vendsyssels mål, men venstrebensafslutningen blev reddet.

I stedet for FC Fredericia kom foran igen, så lykkedes det i stedet gæsterne at slå få minutter før pausen. Igen kom der et indlæg fra højre, og denne gang var det Lasse Steffensen, der var på spil tæt inde under mål. Steffensen headede bolden ind bag Birksø, der ikke så alt for heldig ud i situationen.

Pausen benyttede FC Fredericia til at foretage to udskiftninger. Ud gik Simon Bækgård og Alexander Jensen, og ind i stedet kom Mikkel Wohlgemuth og Oliver Olsen. Kort tid inde i anden halvleg lykkedes det FC Fredericia at udligne, da Frederik Heidelberg var først over en returbold, som sikkert blev sparket i kassen til 2-2.

Efter en times spil blev det tydeligt, at der var tale men træningskamp. FC Fredericia lavede en firedobbelt indskiftning. Ud gik Jeppe Brinch, Andreas Lausen, Patrick Egelund og Jagvir Singh, mens Mathias Kristensen, Peter Makrilos, Jeppe Gertsen og Nicklas Røjkjær kom på banen.  Netop Røjkjær fik vist sig frem fra sin bedste side, da han med 25 minutter tilbage af opgøret kanonerede FC Fredericia foran 3-2 på et langskud, da han trak ind fra venstre og sparkede på kassen med højrebenet.

At FC Fredericias bænk til opgøret ikke var den bredeste kom til udryk 11 minutter igen. Valance Nambishi blev taget ud, og ind på banen kom Alexander Jensen, som startede på banen, men blev skiftet ud i pausen. Det mindede lidt om en serie-kamp, hvor den samme spiller kan blive starte ind, blev skiftet ud og komme på banen igen .Forskellen var dog, at der i denne kamp var tale om et væsentlige højere niveau end i en serie-kamp. 

Efter en chancfattig afslutning på kampen, hvor Vendsyssel ikke fik sat et pres ind, endte FC Fredericia med at vinde opgøret 3-2, og dermed gik de ubesejret igennem træningskampene forud for turneringsstarten.