FC Fredericia spillede sig her til aften i toppen af NordicBet Ligaen foran 910 tilskuere med en arbejdssejr på 2-0 på Monjasa Park.

Der er altid garanti for drama, når de lokale fæstningsløver tager imod domkirkeørnene. Men om det skulle være løvemad eller ørnefoder, der var på menuen i dag skulle vise sig. Sidste gang FC Roskilde besøgte Monjasa Park åd de løverne, som var de små regnorme, de kunne slubre i sig, hele 1-7 blev det til.

Cheftræner Jonas Dal var max klar til aftenens opgør. Her har vi fanget ham lige efter, han havde hilst på Red Pride (Foto: Thomas Lægaard / Fredericia AVISEN)

Det gjorde ondt på de lokale tilskuere, men FC Fredericia har rejst sig i denne sæson, og vandt da også seneste kamp 2-1 i Roskilde. En kamp, der signalerer de to holds sæson. FC Fredericia har i år ikke bare spillet fremragende og intelligent presfodbold. Holdet har også vundet de kampe, som de normalt ville tabe point i, og Roskilde har været ramt af stor turbulens på og udenfor banen. FC Fredericia kunne samtidig med en sejr i dagens opgør lægge et stærkt pres på VB og VFF i topstriden om rejsen til det forjættede Superligaparadis.

Følgende 11 mand var valgt til dagens startopstilling for FC Fredericia. Alexander Nybo, Nicolaj Ritter, Erik Nissen, Dennis Høegh, Anders Holvad, Andreas Oggesen, Lukas Enevoldsen, Martin Mikkelsen, Henry Uzo Onuorah og Agon Muculli. Anfører Christian Ege Nielsen måtte se på fra sidelinjen, da han var skadet. Kristian Kirkegaard var også gledet ud af startopstillingen.

Koldt og vådt, utroligt, at Anders Holvad blev liggende mere end to sekunder. (Foto: Thomas Lægaard / Fredericia AVISEN)

Banen var våd og tung. Det pressede særligt hjemmeholdet i starten, for Roskilde spillede sig til første chance efter kun tre minutter, da Lee Rochester fik bolden og afsluttede resolut, men blev reddet af Nybo. Efter syv minutter var det dog FC Fredericia, der ved Anders Holvad løb suverænt frem ad banen efter gode kombinationer endte bolden hos amerikanske Steven Enna, dog sendte bolden over mål via en Roskildespiller. Spillerne skøjtede rundt i starten, og chancerne opstod tilfældigt. Nybo måtte efter ni minutter levere endnu en klasseredning. I kampens første 20 minutter var det udeholdet, der styrede slagets gang.

FC Fredericia – FC Roskilde, 6. november 2019. (Foto: Thomas Lægaard / Fredericia AVISEN)

To FC Fredericia chancer falder dog i det 20′ og 25′ minut. Først var det Martin Mikkelsen, der sendte bolden af sted i kanonfart lige forbi mål, dernæst Anders Holvad stormende fremad banen, der spillede Mikkelsen, som afleverede videre til Andreas Oggesen, som desværre for hjemmeholdet sendte bolden forbi mål. Kampen stod stille, men pludselig i det 37′ minut var det Martin Mikkelsen og Anders Holvad, der i skønt sammenspil fik kombineret sig frem og sendt bolden ind til Lukas Enevoldsen, der på en direktør, sikkert kunne sende bolden i nettet til 1-0 og dermed havde scoret sit første mål for FC Fredericia. 1-0 var også pausestillingen.

FC Fredericia som lyn og torden, og efter 46 minutter var det Uzo, der forsøgte sig, men ramte lige ved siden af målet. Efter 10 minutters stilstand i spillet var det Agon Mucolli, der bragede bolden i mål med et skud en meter uden for feltet, sparket hårdt, fladt og i det korte hjørne, og dermed stod der 2-0 på måltavlen.

FC Fredericia – FC Roskilde, 6. november 2019. (Foto: Thomas Lægaard / Fredericia AVISEN)

Efter 62 minutter stod der igen Mucolli på menuen, da han afdriblede Roskildes forsvar, som imidlertid slap med skrækken, da målmand Frederik Larsen var på plads. Efter 65 minutter erstattede Kristian Kirkegaard Martin Mikkelsen, der havde ydet en solid indsats, og været med i flere gode aktioner.

Roskilde forsøgte at komme tilbage, og sad på næsten alle bolde i over 15 minutter, men fæstningen stod stærkt. Efter 85 minutter lykkes det dog Roskilde at reducere, men det var en kort jubel, da linjevogteren havde flaget oppe og dommer Chris Johansen fløjtede for offside. De sidste 20 minutter sad FC Roskilde på kampen, men det blev ved lige ved og næsten, og derfor kunne FC Fredericia løfte hænderne i vejret efter en solid 2-0-sejr.

Efter dagens kamp er FC Fredericia placeret på førstepladsen med 32 point mod Vejles 31 point, dog med en kamp mere end vejlenserne. FC Fredericia spiller hjemme allerede igen på søndag, hvor Skive IK venter kl.14.00.

http://bit.ly/lolalecture

SKRIV EN KOMMENTAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her