FC Fredericia spillede fredag eftermiddag sidste testkamp inden forårssæsonen starter op i NordicBet Ligaen. Det blev til et nederlag på 0-1 til Vejle på en solskinsrig eftermiddag i Madsby.

En dårlig generalprøve giver en god premiere. Det må man håbe holder for FC Fredericia, for kønt var det ikke, da kunstgræsbanen i Madsby dannede rammer om den sidste testkamp for både FCF og Vejle.

Vejle kom med den tidligere Superliga-bomber Peter Utaka i startopstillingen, og han burde nok have scoret. En svag afslutning helt fri midt for mål reddede kroatiske Dino Hodzic i Fredericia-målet. Det stod længe som kampens klart største chance.

I indledningen havde Niels Letort flere forsøg, mens også Piscu forsøgte sig med et hovedstød. Vejle var dog klart tætteste på i første halvleg, men pausestillingen var 0-0.

Fra anden halvlegs start skiftede Vejle en del ud. En der ikke blev udskiftet var Allan Sousa, der fik rødt kort efter 50 minutters spil efter 2x gult. Det røde kort til Vejle benyttede FC Fredericia til at skifte ud.

Ind kom Kenan Hajdarevic, Anders Holvad, Erik Nissen, Oliver Fredsted, Andreas Oggesen, men midtvejs i anden halvleg blev Vejle tilkendt et straffespark. Det omsatte D’Avila Ba Loua til en sikker scoring.

I minutterne efter havde FC Fredericia en dobbeltchance. FC Fredericia havde flere forsøg hen mod kampens afslutning, men fik ikke scoret, og derfor blev det til et fredericiansk nederlag på 0-1 i generalprøven