Forside FC Fredericia FC Fredericia skal ud at handle: Fem bud på mulige tilgange

FC Fredericia skal ud at handle: Fem bud på mulige tilgange

DEL
Foto: Michael Nielsen - Mphoto

FC Fredericia har en kamp tilbage af sæsonen, men der er ikke andet end æren på spil. Fredericia AVISEN kigger derfor frem mod næste sæson og hvem FC Fredericia kan hente af nye spillere.

Fredericia AVISEN har forholdt FC Fredericias cheftræner Jonas Dal til, hvad han håber sker transfermæssigt frem mod den kommende sæson, og her har han især et ønske.

“Vi skal have ham, der laver mål. Vi har haft mange forskellige målscorer, og det er også et godt tegn. Nogen gange kan det også være et svaghedstegn ikke at have ham, som plaffer den ind hele tiden. Så er det sværere at finde en decideret måde at komme frem til, hvordan man skal lave målene i stedet for at vide, at der bare står en i det lille felt og den nok skal blive prikket ind,” siger Dal og peger på et forbedringspunkt til:

“Vi har også manglet noget i vores defensiv, da vi har lukket for mange mål ind i forhold til hvad vi burde. Det skal vi have kigget på, og det kan være vi skal rette det ind taktisk, men om vi skal hente nyt – det ved jeg ikke helt.”

Disse spillere har kontraktudløb

Flere i FC Fredericias trup har kontraktudløb pr. 30. juni. Lejesvendende fra FC Midtjylland, Henry “Uzo”, Michael Baidoo, Victor Torp og Sebastian Buch har alle udløb. Det er uvist hvad der skal ske med dem, men af de fire spillere er det kun Torp, som for alvor slog til i efteråret, inden han blev skadet i optakten til foråret og stadig ikke er blevet skaden kvit.

Af FC Fredericias egne spillere har Christian Sørensen, Mathias Jacobsen, Agon Mucolli og Mathias “Malthe” Johannsen kontraktudløb. Det er allerede velkendt, at Sørensen er fortid, mens det ikke er meldt ud, hvad der sker med de tre øvrige spillere. FC Fredericia vil formentlig gerne forlænge med Agon og “Malthe”, mens det er op til både Mathias Jacobsen selv og FC Fredericias egne planer, hvad der skal ske med ham, da han har haft svært ved at få spilletid, efter han er kommet tilbage fra en længerevarende skade.

Fem bud på spillere FC Fredericia kan hente

En angriber er klart første prioritet at hente for FC Fredericia. Esbjergs Brent McGrath har kontraktudløb, og han har ikke udelukket et comeback i FC Fredericia, som han har tørnet ud for i to omgange. Brent er den typiske spydspids, der er farlig foran kassen, men han har også hurtighed og derfor ikke så stationær, som en typisk frontangriber kan være.

FC Fredericia skal formentlig have nogle nye spillere fra FC Midtjyllands akademi på lejeaftaler. “Uzo” har haft svært ved at præstere i kamp, og det er derfor uvist om han bliver i truppen. Derfor kan FC Midtjyllands U19-spiller, Oliver Olsen, der er højre back, være et bud på en spiller, som er at finde på fredericiansk græs efter sommerferien.

Hvis FC Fredericia skal ud at hente en ny midterforsvarer til at supplere truppen kan der meget vel blive kigget mod det midtjyske. Konkurrencen i FC Midtjyllands midterforsvar i Superligatruppen er stor, og derfor kan Japhet Sery Larsen, der er anfører på ulvenes U19-hold, formentlig ikke se frem til meget spilletid. Han kan derfor være en potentiel mulighed i FC Fredericia, der ikke har set for godt ud defensivt i forårssæsonen.

En spiller, som der er stor hype omkring på FC Midtjyllands U19-hold er tårnhøje Jibril Antala Abubaka, der sammenlignes med Paul Onuachu. Jibril er den goalgetter type, som Jonas Dal hungrer efter, og med konkurrencen i Midtjyllands offensiv, vil han formentlig have godt af en sæson med kontinuerlig spilletid i FC Fredericia.

Et frækt bud på en mulig tilgang er Agon Mucollis lillebror, Arbnor. Arbnor kom i den sidste del af sæsonen ud i kulden i Vejle og det ser ikke ud til at Vejles træner, Constantin Gâlcă, har stor tiltro til ham. Tidligere på sæsonen lignede Arbnor en umulig tilgang, men med den nuværende situation, og hvis situationen ikke ændrer sig, kan der opstå en mulighed for at hente den yngste af Mucolli-brødrene hjem til fæstningsbyen og genforene ham med Agon. Arbnor gør sig bedst på den centrale del af midtbanen.

https://www.facebook.com/Jysk-Service-ApS-445120938834572/
DEL