FC Fredericia møder i dag HB Køge på udebane, og Jonas Dal har recepten klar. Der skal bygges op nede bagfra, og så skal chancerne nok komme, som de gjorde mod Vendsyssel i den første kamp.

Efter et nederlag i sæsonpremieren mod Vendsyssel skal FC Fredericia op på hesten igen. Det sker på udebane mod HB Køge, efter en god uge på træningsbanen.

“Vi startede ud med at evaluere Vendsyssel-kampe, hvor jeg synes, at vi langt hen ad vejen gjorde en god figur. Hvis vi skal tabe, så skal vi tabe fordi at vi har været svære at slå og det var vi. Ovenikøbet kunne vi have vundet, flere gange kunne vi være kommet på 2-0 og 2-1, inden de kom foran. Vi er ikke tilfredse med at tabe, men det var en fin kamp overordnet set,” siger Jonas Dal og fortsætter:

“Vi har fokuseret på at gøre noget af det vi gjorde godt og gøre mere af det med at bygge op nede bagfra. Når vi satte spillet mod Vendsyssel fik vi dem godt rundt på banen. Når vi møder et hold som dem, så skal vi passe på ikke at spille for meget duelspil og i stedet fokusere på at spille bolden rundt, fordi så får vi større chancer for at vinde.”

Træningsugen har samtidig været kærkommen til at få spillet de nye spillere ind på holdet, og det gælder i særdeleshed angriberen Steven Enna.

“Det går bedre og bedre med ham. Vi er godt i gang, og Steven flader mere og mere ind, og lærer hvad jeg vil med ham, og nu skal vi have gjort ham skarpere så han får puttet bolden i kassen,” siger Jonas Dal.

I ugens løb har FC Fredericia fået Sonni Nattestad hjem fra Færøerne, hvor han var oppe at få specieltræning, og det ser ud til, at han snart er disponibel for Jonas Dal.

“Det ser godt ud med Sonni efter at han var på Færøerne, hvor han skulle i form og testes. Han er godt på vej tilbage, og ser ud til at være på vej mod det niveau, som han skal være på,” siger Jonas Dal.

HB Køge tabte, lige som FC Fredericia, deres første kamp, men det tror Jonas Dal ikke spiller for meget ind.

“Det kan godt være , at det bliver lidt med, at man beskytter sig ekstra, men jeg tror HB Køge har et fint koncept de kører efter – det gjorde de i den første kamp med højt og aggressiv pres. Vi vil også være aggressive til en hvis grad og spille vores eget spil. Vi skal ikke lægge det over på at være defensive og fedte den hjem med en 1-0 på kontra,” udtaler Jonas Dal.

Der er kampstart klokken 14:00 mellem HB Køge og FC Fredericia på Capello Sport Stadion.

https://www.place2live.dk/fredericia/