Der måtte en straffesparkskonkurrence til at afgøre det hele mellem FC Fredericia og Viborg FF torsdag aften. FC Fredericia kom foran 1-0 i første halvleg, men med fem minutter tilbage af den ordinære spilletid udlignede Viborg. Kampen endte med at komme ud i forlænget spilletid, hvor der heller ikke blev scoret. I straffesparkskonkurrencen holdt FC Fredericia nerverne i ro, og endte med at sende Superliga-mandskabet ud af pokalturneringen.

FC Fredericia spillede torsdag aften anden runde i pokalturneringen. Det skete på hjemmebane mod Viborg, hvor kortene var noget blandede i forhold til det FC Fredericia-hold man har været vant til at følge hidtil i sæsonen i NordicBet Ligaen.

I lighed med den første pokalkamp i sæsonen mod Næsby vogtede Sebastian John målet i stedet for Alexander Nybo. Ved samme lejlighed blev flere af de etablerede spillere sparet, og det blev de også i kampen mod Viborg. Mathias Kristensen og Valance Nambishi var ikke en del af kamptruppen, og på bænken startede Samson Iyede og Erik Nissen. Det gav til gengæld plads til spillere som Mikkel Basse og Andreas Lausen.

Viborg kom til kampen med deres nye keeper, Mikkel Andersen. På banen var også velkendte profiler som Lars Kramer, Jakob Bonde og Sebastian Grønning, og det var derfor ikke et ueffent mandskab, som Superliga-holdet kom til Fredericia med. Til gengæld var den tidligere FC Fredericia-spiller, Christian Sørensen, ikke en del af truppen, da han blev sparet efter en start på sæsonen, hvor han er blevet flittigt benyttet på venstre back.

Fra start var det Viborg, der pressede på. Udeholdet havde ved flere lejligheder held til at spille bolden henover FC Fredericias midtbane, men det lykkedes for den fredericianske defensiv at stå imod. Det var især Sebastian John og Jeppe Gertsens fortjeneste.

Blandt andet havde Sebastian Grønning muligheden for at blive farlig, men det lykkedes ikke og i stedet kom FC Fredericia foran efter 21 minutter. Det skete efter et hjørnespark, hvor Viborg clearede bolden, men bolden trillede hen til Patrick Egelund, der stod på kanten af feltet. Egelund tøvede ikke og sparkede på mål med venstrebenet, og fik banket bolden ind ind i det lange hjørne.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Efter målet åbnede kampen sig. Der var optræk til chancer i begge ender, men helt farligt blev det ikke. For FC Fredericias vedkommende var det især, når Kristian Kirkegaard, Patrick Egelund og Alexander Jensen kombinerede, at det blev farligt, men den helt store chance udeblev.

Det samme var tilfældet for Viborg, der ellers nød godt af, at Mads Lauritsen slog boldene frem fra gæsternes bagkæde, og et skabte optræk til chancer, men helt farligt blev det ikke. Derfor var stillingen ved pausen 1-0 til FC Fredericia, der var kyniske foran kassen, da chancen bød sig.

Fra anden halvlegs start foretog FC Fredericia en dobbeltudskiftning. Ud gik Nicolaj Ritter og Jeppe Gertsen, og ind i stedet kom Jonathan Kjær og Erik Nissen. Hverken Ritter eller Gertsen var skadet, og der var derfor tale om en fordeling af spilletiden.

http://christianjoergensen.dk/

Viborg skiftede ikke ud, men de skubbede til gengæld spillet frem på FC Fredericias banehalvdel og indledte et stort pres på det fredericianske mål, men den store, åbne chance udeblev i første omgang. Som konsekvens af det foretog Viborg-træner Lars Friis en tredobbelt udskiftning efter en times spil. Ind kom Jeff Mensah, Jay-Jay Grot og Mads Aaquist, der skulle sætte gang i offensiven, og ud gik Alessana Jatta, Clint Lemans og sidste sæsons topscorer i 1. division, Sebastian Grønning.

Det ændrede ikke på kampbilledet, tværtimod. FC Fredericia var presset langt tilbage på egen banehalvdel, og efter 68 minutter var udligningen lige ved at komme. Efter et par clearinger havnede bolden hos Jeff Menesah i feltet, og Viborg-spilleren fik trykket af mellem venner og fjender, men forsøget ramte stolpen til stor jubel for Red Pride.

Forinden havde FC Fredericia skiftede Oliver Olsen og Christian Tue ud, og ind i stedet kom Tobias Anker og Samson Iyede, og med 20 minutters tid igen var det Anders Holvads tur til at komme på banen. Han afløste målscorer Egelund, der ikke kom til sin ret i anden halvleg. I stedet blev der satset på spillere, der kunne true Viborgs bagrum.

Bedst som det lignede, at FC Fredericia kunne afværge stormen, så slog Viborg til med fem minutter tilbage af den ordinære spilletid. Et indlæg fra højre havnede hos indskiftede Jay-Jay Grot, der steg til vejrs inde i feltet og headede bolden ind bag Sebastian John, der intet kunne stille op over for det kraftfulde hovedstød.

Målet fik ikke de to hold til at tage den med ro. Først var FC Fredericia ved at forære Viborg et mål, da Sebastian John og Mikkel Basse ikke havde afstemt opspillet, og gav Viborg en friløber, men John gjorde skaden god igen ved at redde den helt frie chancer.

I anden ende tog indskiftede Holvad sagen i egen hånd. I Viborgs felt afdriblede han forsvaret, men da det kom til afslutningen i en forholdsvis fri position overplacerede Holvad forsøget. Dramaet fortsatte. I kampens sidste minut opstod der en episode mellem Tobias Anker og Grot, da sidstnævnte mente Anker begik frispark på ham. Grot skubbede i den forbindelse Anker i brystet med to hænder. Episoden endte dommer Morten Krogh med at taksere til et gult kort til begge parter. Det blev den ordinære spilletids sidste aktion. Der ventede derfor i første omgang 2×15 minutters forlænget spilletid.

I den første del af den forlængede spilletid pakkede Viborg sig længere tilbage og overlod initiativet til FC Fredericia, der på trods overtaget ikke kom frem til chancer, men efter 103 minutter fik Viborg straffespark. Det skete efter en episode, hvor bolden ved en tilfældighed ramte hånden på en FC Fredericia-spiller på hånden. Trods store appeller fra særligt FC Fredericias assistenttræner, Anders Clausen, stod straffesparket ved magt. Jakob Bonde blev sat til at tage straffesparket, men Sebastian John reddede forsøget og så brød jublen løs på Monjasa Park. Mere skete der ikke i den første del af den forlængede spilletid.

I den anden del af den forlængede spilletid satte Viborg sig på spillet. De indledte et nyt pres på FC Fredericia, men de fik ikke spillet sig til åbne chancer. På den anden side lurede FC Fredericia på at slå kontra, hvor de særligt gerne ville iscenesætte Samson Iyede, men han blev lukket ned af Viborgs defensiv, og derfor endte det hele 1-1. Kampen skulle dermed afgøres i straffesparkskonkurrence.

FC Fredericia holdt hovedet koldt. Alexander Jensen, Andreas Lausen, Anders Holvad og Erik Nissen scorede på FC Fredericias første fire spark, og da Sebastian John reddede Viborgs første forsøg var det op til FC Fredericias anfører, Christian Ege Nielsen at afgøre det hele. Han gik til bolden, og sparkede bolden ind i det korte hjørne efter en stop-op-finte, der udplacerede Mikkel Andersen. Det fik jublen til at bryde løs på Monjasa Park efter, at FC Fredericia med en sejr på 6-4 efter straffesparkskonkurrence besejrede Viborg.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her