FC Fredericia spillede underholdende kamp mod Nykøbing, og på trods af lidt uskarphed i afslutningerne, lykkedes det at vinde 3-2 og holde sig inde i topstriden i NordicBet Ligaen.

FC Fredericia skulle bruge en sejr, hvis de ikke ville udspille deres rolle i topstriden i NordicBet Ligaen. Inden kampen mod Nykøbing havde de ni point op til Lyngby og AC Horsens, der er á point på første- og andenpladsen med 53 point. FC Fredericia havde ni point op til de hold, og for at holde liv i håbet om en topplacering, var det derfor klart, hvad FC Fredericia skulle bruge.

I forhold til deres seneste kamp mod Lyngby var kortene blevet blandet lidt. Ud af startopstillingen gled Patrick Egelund, der blev erstattet af Samson Iyede, og med igen var også Valance Nambishi, der efter endt karantæne, erstattede Erik Nissen. Det betød, at Nambishi gled ind på midtbanen og Christian Ege derfor indtog en plads i midterforsvaret ved siden af Jeppe Gertsen.

Også Nykøbing havde gang i udskiftningerne i forhold til deres seneste kamp mod AC Horsens. Mathias Gehrt sad ude med en skade, mens Mathias Johannsen, Kasper Jensen og Valon Ljuti også startede ude. Det betød blandt andet, at der var et helt nyt midterforsvar i form af Elias Gärtig og Andreas Holm, og samtidig havde Nykøbing-træner Claus Jensen ændret formationen til en 4-1-2-1-2 frem for den traditionelle 4-2-3-1.

Fra start kom Nykøbings nye formation under et hårdt pres. FC Fredericia satte sig tungt på opgøret, og allerede efter ni minutter var Samson Iyede tæt på at bringe fredericianerne i front. Det skete efter et indlæg fra Alexander Jensen, der sendte bolden ind i panden på Iyede, der måtte se sit forsøg blive reddet af Jannich Storch. Få minutter efter kunne Storch intet stille op. Mathias Kristensen sendte Oliver Olsen i dybden, og smækkede bolden ind i feltet til Iyede, der var helt fri foran mål, og han svigtede ikke og scorede sit ottende sæsonmål.

Særligt Peter Makrillos var arkitekten bag meget af FC Fredericias spil, og efter 22 minutter var han ved at være ophavsmanden bag et mål. Australieren spillede elegant bolden videre til Anders Holvad, der heldigt fik spillet bolden videre til Kristian Kirkegaard. Fra en fri position i højre side af feltet måtte Kirkegaard dog se sit forsøg blive reddet af Storch. Det blev kendetegnede for Kirkegaards første halvleg. Den skarphed, som han har haft store dele af sæsonen, udeblev da der skulle afsluttet, og derfor slog Nykøbing til ud af det blå stik imod spil og chancer.

I første halvleg sidste minut fik Lars Pleidrup bolden i højre side og var i en duel mod Anders Holvad. Pleidrup trak tilbage i banen, og smækkede bolden ind i feltet til tårnhøje Mathias Kristensen, der headede bolden ind bag en chanceløs Oscar Hedvall i FC Fredericias mål, og dermed var pausestillingen 1-1.

Fra anden halvlegs start var FC Fredericia tæt på at bringe sig foran. Alexander Jensen tog et raid frem ad banen i venstre side, og han kom forbi Jannich Storch. Jensen fik sendt bolden mod mål, men forsøget blev reddet på stregen. Nykøbing slap med skrækken i første omgang, men efter 52 minutter var de overspillet igen. Anders Holvad faldt ned i banen, og spillede bolden til Alexander Jensen, der tog endnu et løb ind i feltet. Denne gang spillede han bolden bagud til Kirkegaard, der med en sikker afslutning satte bolden i mål til 2-1.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Kort tid efter skiftede FC Fredericia ud for første gang. Ind kom Patrick Egelund, der afløste Samson Iyede, der bortset fra målet til 1-0, havde været anonym. Indskiftningen betød, at Anders Holvad rykkede ind som angriber for at gøre plads til Egelund på kanten, men det gav ikke nogen effekt. Derimod fik Nykøbing udligne efter 58 minutter, da Hedvall gik galt i byen efter et indlæg fra Pleidrup. Hedvall kunne have grebet bolden, men fik bokset mærkeligt til bolden, som derfor røg ud i feltet. Bolden blev efterfølgende sparket ind til Mathias Kristensen, der sikkert udlignede til 2-2.

Efter 65 minutter var FC Fredericia millimeter fra at komme foran igen. Anders Holvad tog et par driblinger i feltet, og spillede bolden videre til Kirkegaard, som bankede fladt tæt ind under mål. Bolden strøg igennem det hele, og ramte ingen. Efterfølgende fik FC Fredericia igen bolden i feltet, og Peter Makrillos fik sat en indeside på bolden, der havde retning mod mål, men i sidste øjeblik fik en Nykøbing-spiller reddet bolden på stregen.

Med 20 minutter tilbage af opgøret lavede FC Fredericia en tredobbelt udskiftning. Mathias Kristensen, Peter Makrillos og Christian Ege blev skiftet ud, og ind kom Marcus Hannesbo, Andreas Lausen og Christian Tue. Det betød, at der blev foretaget en del rokeringer. Blandt andet tog Hannesbo over på venstre back, og det sendte Alexander Jensen på modsatte back, og Oliver Olsen rykkede som følge af det ind i midterforsvaret. 

Indskiftningen gav straks effekt. Efter 76 minutter havde FC Fredericia bolden på Nykøbings banehalvdel. Bolden var på vej ud til Alexander Jensen på backen, og i den forbindelse tabte en Nykøbing-spiller et skridt, der gjorde, at Jensen var helt alene i højre side. Han sendte bolden ind i feltet til Christian Tue, der scorede til 3-2. 

adp-as.dk

Med føringen til FC Fredericia betød det, at Nykøbing skulle fremad banen og det kastede med otte minutter en friløber af sig til Kirkegaard efter et boldtab. Den målfarlige offensivspiller fik frit løb mod Nykøbings mål, men hans forsøg på at lobbe bolden ind over Jannich Storch mislykkedes fuldstændigt.

I den resterende del af kampen lykkedes det FC Fredericia at holde stand, og dermed kom de tilbage på sporet efter et nederlag til Lyngby. Sejren betyder, at FC Fredericia nu har seks point op til første- og andenpladsen .Næste gang fredericianerne løber på banen er på fredag på udebane mod FC Helsingør.