Forside FC Fredericia FC Fredericia røg på førstepladsen efter sejr i lokalopgør

FC Fredericia røg på førstepladsen efter sejr i lokalopgør

DEL
Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

FC Fredericia er retur på førstepladsen, efter Vejle for en stund havde overtaget den. Det sker efter en sejr på 1-2 i lokalopgøret mod Kolding IF torsdag aften.

Torsdag aften var der blæst op til top- og lokalopgør på Autocentralen Park i Kolding. FC Fredericia indtager med gårdagens uafgjorte resultat mellem HB Køge og Vejle andenpladsen, mens Kolding er at finde på tredjepladsen.

I forsøget på at forblive helt i top havde FC Fredericia-træner Jonas Dal valgt at spille de sikre kort. Det betød, at han havde valgt samme startopstilling som i søndagens sejr mod Hvidovre, hvilket gav følgende startopstilling:

Alexander Nybo
Jacob Buus – Erik Nissen – Christian Ege Nielesn – Nicolaj Ritter
Andreas Oggesen – Mathias Gertsen
Anders Holvad – Kristian Kirkegaard – Agon Mucolli
Steven Enna

Til gengæld var bænken ikke helt den samme, da Victor Ezekiel sad over med en mindre skade. Med på bænken var i stedet Dennis Høegh, som snart nærmer sig et comeback på grønsværen.

På Koldings hold befinder der sig en del spillere med FC Fredericia-fortid. Flere af dem var også at finde i Kolding startopstilling, som var således:

Jens Rinke
Mads Zederkopf – Mads Eriksen – Jakob Kiilerich Rask
Morten Ohlsen – Niels Letort – Steven Sommer – Simon Smith
Christian Kudsk – Jeppe Hansen- Martin Hedeager

Dermed måtte Kolding til opgøret undvære de to karantæneramte spillere, Steffen Ritter og anfører Rune Nautrup, som var et svært bekendtskab for FC Fredericia i sæsonens første opgør

En der også var i fokus i det første opgør var Steven Enna. Efter en hektisk indledning på kampen slog den amerikanske FC Fredericia-angriber til i det niende miut, da han efter et indlæg fra Agon Mucolli sendte bolden i mål til 0-1.

Minuttet efter var Kolding lige ved at udligne, men FC Fredericia fik afværget situationen i sidste øjeblik, og sparket bolden ud til indkast. Udover den ene chance havde FC Fredericia generelt godt styr på Kolding.

I stedet var det FC Fredericia, der truede efter 19 minutter. Andreas Oggesen slog en tværpasning til Agon Mucolli, som tog bolden til sig og sendte bolden ind i feltet til Kristian Kirkegaard, men den tidligere Kolding-spillers hovedstød manglede kraft.

En halv time inde i opgøret havde Kolding deres hidtil største chance. Det skete, da et indlæg fra højreside havnede hos den tidligere FC Fredericia-spiller Jeppe Hansen. Hansen fik træf på bolden, men ikke godt nok, og derfor løb chancen ud i sandet.

I det 40. minut var Kolding tæt på at slå til. Morten Ohlsen og Niels Letort fik begge blokeret et skud inde i feltet, men på returbolden fra det fik Ohlsen banket bolden forbi FC’s forsvar. Bolden røg dog forbi mål, og FC Fredericia slap derfor med skrækken.

Kort før pausefløjtet lød forsøge Kirkegaard sig igen. Kreatøren fik bolden i venstreside og trak hen hen mod kanten af feltet, men Kirkegaards skud ramte sidenettet, og dermed var pausestillingen 0-1 efter en første halvleg, hvor FC Fredericia var i fuldstændig kontrol.

Tre minutter inde i anden halvleg var Kristian Kirkegaard på spil igen. Det skete efter et hjørnespark fra Nicolaj Ritter, hvor bolden havnede ved Kirkegaard, som stod klar på kanten af feltet. Kirkegaard skød, men forsøget ramte stolpen.

Revanchen for Kirkegaard kom efter 51 minutter. Agon Mucolli spillede Kirkegaard fri i dybden og med en kynisk afslutning mellem benene på Jens Rink kom FC Fredericia foran 0-2.

57 minutter inde i opgøret var FC Fredericia ved at komme yderligere foran. Det skete, da Anders Holvad først forsøgte sig med et langskud, som blev blokeret ud til hjørnespark. Ritters hjørnespark havnede hos netop Holvad, der headede bolden på tværs og det skabte forvirring inde foran mål, men ind kom bolden ikke.

62 minutter inde i opgøret var Kolding tæt på at reducere. Det skete efter et hjørnespark fra den tidligere FC’er Niels Letort, der sendte bolden ind i panden på stopperen Mads Zederkof, men hovedstødet røg over mål.

Som kampen skred frem pressede Kolding mere og mere på, men FC Fredericia fortsatte med at afvise koldingenserne, der havde svært ved at trænge igennem kaptajn Eges defensiv.

Grundet Koldings spilovertag skiftede Jonas Dal taktisk ud. Med 20 minutter igen blev den offensive kreatør Agon Mucolli udskiftet, efter han havde lavet to målgivende afleveringer. Ind kom Mathias Nygaard, der skulle være med til at krige sejren hjem med sin fysik.

Med ni minutter igen kom der for alvor spænding. Christian Ege ramte bolden med hånden i feltet, og det gjorde, at Kolding blev tilkendt et straffespark. Det blev Eges barndomskammerat, Jeppe Hansen, som blev sat til at sparke for Kolding. Hansen sparkede køligt bolden ind i sin egen venstre side og fik reduceret til 1-2.

Dermed var der lagt op til en spændende afslutning på opgøret, hvor FC Fredericia gjorde alt i deres magt for at forsvare føringen. Til det formål blev forsvarsklippen Lukas Enevoldsen sendt ind i slutminutterne, da han afløste kreatøren Mathias Gertsen.

Trods at Kolding kastede alt frem i slutminutterne var det FC Fredericia, som var tættest på at score. Ind kom bolden dog ikke, og FC Fredericia endte med at vinde 1-2. Det betyder, at Jonas Dals mandskab nu er tilbage på førstepladsen i NordicBet Ligaen.

Næste gang FC Fredericia skal i kamp er d. 11. oktober, hvor modstanderen er FC Roskilde hjemme på Monjasa Park.

www.boxleje.dk
DEL