FC Fredericia møder mandag eftermiddag Brabrand på Monjasa Park, og Dennis Høegh forventer, at det er et anerledes Brabrand-hold, der kommer på besøg, i forhold til sæsonens øvrige to kampe mod dem.

Efter kampen i torsdags på udebane mod Thisted skal FC Fredericia igen aktion. Det sker på hjemmebane mod Brabrand.

“Det er en fin modstander, som har vundet deres seneste kamp efter en lang periode uden sejr. Det er et defensivtbetonet hold, som vi skal forsøge at lukke op og komme til nogen store chancer,” siger FC Fredericias offensivprofil, Dennis Høegh.

FC Fredericia har vundet 5-1 og 3-0 mod Brabrand tidligere på sæsonen, og fredericianerne ved derfor, hvordan man bryder den solide Brabrand-defensiv op.

“Det skal vi. Vi har haft nogen gode opskrifter på at åbne dem op, når vi har mødt dem. Men igen, så kommer de ligepludselig med en sejr, det har de ikke gjort de aner gange, hvor vi har mødt dem. Så det bliver nok et Brabrand-hold med en lidt anden gejst end i de andre kampe,” forklarer Dennis Høegh og kommer ind på, hvordan Fredericia skal stå mod Aarhus-mandskabets gejst:

“Det gør vi bedst ved at tage bolden til os, og spile på vores præmisser. Det har vi gjort i rigtig mange kampe, uanset modstanderen, så det vil vi forsøge at gøre igen.”

Efter flere udsatte hjemmekampe går det for første gang i 2018 løs på Monjasa Park. Det er derfor en speciel følelse for Dennis Høegh igen at være på hjemmebane.

“Ja, det er det. Vi har spillet mange udekampe, så vi glæder os til at komme i gang herude igen og få vundet nogen sejre her,” lyder ordene fra den offensive FC Fredericia-spiller.

Forud for opgøret er FC Fredericia på sjettepladsen i NordicBet Ligaen, hvor de kæmper for at holde trit med holdene omkring top 3, der giver adgang til play-off-kampe om at komme i Alka Superligaen. Brabrand ligger til nedrykning på 11. pladsen med ti point op til Fremad Amager på tiendepladsen.