FC Fredericia udviste nogle mangler fredag aften, da de spillede 2-2 mod HB Køge.

Sæsonens sidste kamp i grundspillet i NordicBet Ligaen blev et brag uden lige. Det væltede med chancer i begge ender, og der var dramatik.

Det er ingredienser, der er med til at sætte rammerne om en underholdende affære på et fodboldstadion, men når FC Fredericia evaluerer på kampen, vil de formentlig rive sig selv i håret. Det var en kamp, som de skulle have vundet, selvom de var bagud 2-0 efter første halvleg.

Begge mål, som FC Fredericia lukkede ind, var fejl der ikke må ske. Ved det første mål så FC Fredericia massivt til, imens HB Køge udførte en frisparkskombination, og ved det andet mål lavede Oscar Hedvall et fælt drop.

I anden halvleg fik FC Fredericia hurtigt udlignet, og nuvel var det et selvmål, der sendte fredericianerne på omgangshøjde, men var det ikke blevet selvmål, havde en FC Fredericia-spiller formentlig sparket bolden ind i samme sekvens. Udligningen betød samtidig, at HB Køge skulle fremad banen igen, da de ikke kunne bruge uafgjort til noget som helst, og det kastede den ene chance efter den anden af sig til FC Fredericia.

https://www.gfforsikring.dk/gftrekantomraadet

Alene i de sidste ti minutter af opgøret havde FC Fredericia fire store chancer, som alle kunne være gået i mål. De største tilfaldt Tobias Anker og Kristian Kirkegaard i overtiden, hvor især Anker, der var helt fri foran et tomt mål, på forunderlig vis, formøblede chancen, og i stedet endte det hele med, at begge hold kastede sig ned på jorden i skuffelse, da kampen blev fløjtet af.

Se her vores karakterer fra opgøret:

UB = Uden for bedømmelse (ikke nok på banen)
00 = Dumpet
02 = Bestået
4 = Jævn god præstation
7 = God præstation
10 = Flot præstation
12 = Fremragende præstation

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Oscar Hedvall (02): Den fejl han lavede ved målet til 2-0 må ganske enkelt ikke ske. Foruden målet var Hedvall dog sikker.

Oliver Olsen (4): Pillet ud i pausen, da FC Fredericia skulle satse. Det var ikke, fordi han var markant dårligere end holdkammeraterne.

Jeppe Gertsen (4): Havde ikke det store at se til defensivt.

Jeppe Brinch (4): Havde ligesom makker Gertsen heller ikke det store at se til.

Nicolaj Ritter (4): Var hæmmet af, at han ikke spillede for fuld kraft. Derfor kom han ikke så meget med fremad i banen som ønsket.

Mathias Kristensen (7): Var en af de få spillere, der ramte et godt niveau over hele kampen. 

Peter Makrillos (02): Skidt indsats af australieren, der ikke fik sat sit præg på kampen. Virkede hæmmet af et tidligt gult kort.

Kristian Kirkegaard (7 – Man of the Match): Drivkræften bag FC Fredericias offensiv i anden halvleg. Kunne være blevet den store helt i overtiden, men misbrugte en stor chance alene igennem mod HB Køges mål. Lavede reduceringsmålet og stod for oplægget til HB Køges selvmål.

Alexander Jensen (4): Fighterindsatsen kan man ikke tage fra Jensen, men oplægget med ham som offensiv midtbanespiller holdt ikke. Det blev bedre, da han kom ned som højre back i anden halvleg.

Marcus Hannesbo (02): Manglede koldblodighed i flere afgørende situationer, og det var til at se, at han ikke er vant til fra sin tid i AaB at skulle spille en afgørende rolle. I en kontrasituation kunne han have spillet Patrick Egelund helt fri, men endte med at drible selv mod mål og i stedet afslutte svagt.

Patrick Egelund (4): Efter en meget anonym første halvleg spillede han sig op efter pausen. Burde være kommet på måltavlen, men skarpheden manglede.

Samson Iyede (7): Godt indhop af Iyede, der fik skabt liv i FC Fredericias offensiv med sit indhop.

Christian Ege Nielsen (UB): Spillede ikke nok.

Christian Tue (UB): Spillede ikke nok.

Anders Holvad (UB): Spillede ikke nok.

Tobias Anker (UB): Spillede ikke nok.