Forside FC Fredericia FC Fredericia klar til duel om oprykningsplads

FC Fredericia klar til duel om oprykningsplads

DEL
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

FC Fredericias håb om at ende i top-3 i NordicBet Ligaen lever i dén grad efter weekendens resultater i landets næstbedste række.

FC Fredericia tabte 0-1 til Silkeborg i fredags, men de øvrige resultater i runden gik FC Fredericias vej.

“Når vi nu ikke selv fik point, så kunne det ikke være bedre. Både Næstved, Lyngby, Fremad Amager og os selv vil komme til at sætte point til. Vi kommer til at kæmpe om tredjepladsen. Silkeborg og Viborg kommer til at kæmpe om den direkte oprykning,” siger FC Fredericias direktør, Stig Pedersen og fortsætter:

“Der venter os en svær kamp mod Viborg på torsdag, men vi har gjort det godt i Viborg tidligere og det kan vi også gøre igen, da vi har et godt tag på dem.”

FC Fredericia forpassede chancen for at komme tættere på de øvrige tophold, da det i fredags blev til et nederlag. Til gengæld mener direktøren ikke, at chancen for at nå top-3 blev forringet.

“Chancerne er lige så store som i fredags, selvom der selvfølgelig er en kamp mindre nu. Det er svært at sige, hvor store vores chance er for top-3 men vi skal holde tredjepladsen inden for et par point, og så kan alt ske,” forklarer Stig Pedersen.

Efter Viborg-kampen venter der tre mere overkommelige modstandere. Thisted på Monjasa Park, FC Roskilde på udebane og slutteligt Hvidvore på Monjasa Park.

“Det er tre hold, som kæmper med næb og klør for at overleve, så det bliver heller ikke nemt,” pointerer Stig Pedersen, der til gengæld glæder sig over en tæt række:

“Det er enormt fedt og underholdende at være en del af. Rækken var også tæt sidste år, hvor der var noget at spille for i fem ud af seks kampe i sidste spillerunde,” lyder det fra Stig Pedersen, som kan se frem til en uge med to kampe på programmet.

Torsdag gælder det Viborg på udebane, mens Thisted venter hjemme på Monjasa Park søndag eftermiddag.

www.ibc.dk/hf-og-vuc/
Annonce
DEL