Forside FC Fredericia FC Fredericia kan gå hele vejen

FC Fredericia kan gå hele vejen

DEL
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

FC Fredericia har i det store hele spillet en flot sæson , hvis man ser bort fra et par svipsere på det seneste. Svipserne var pakket væk mod Hvidovre, hvor spillet var til mere end en sejr på 3-2.

FC Fredericia har haft en kynisme og skarphed over sit spil i det meste af sæsonen. En kynisme og skarphed, der tidligere har været en mangelvare for det fredericianske mandskab, som til gengæld tidligere har spillet god fodbold, men hvor resultaterne er udeblevet.

Resultaterne er kommet nu. Det er kulminationen på intenst arbejde, der startede i 2016, da Jesper Sørensen blev ansat. Der begyndte Sørensen at indarbejde possession fodbold, som sidenhen er blevet en del af FC Fredericias DNA. Den DNA er der ikke blevet gået på kompromis med siden, selvom det muligvis har kostet point.

Til gengæld var det også via flot spil, og ikke tilfældigheder, at FC Fredericia for et par år siden spillede sig frem til pokalsemifinalen. I den her sæson kulminerer det spillemæssige for FC Fredericia. Tidligere har det været et problem, at der ikke kom noget ud af det flotte spil, men nu er slutproduktet kommet med.

Dels har FC Fredericia fået tilført Steven Enna til holdet, som er en spydspids, der ikke er set magen til i flere år i FC Fredericia. Enna er den klassiske angriber, der er i feltet, i modsætning til de typer, der har været i de foregående år.

Samtidig har FC Fredericia fået typer ind på holdet, som har taget skridtet op uden det er gået udover spillestilen. Det er bedst eksemplificeret ved Mathias Gertsen, der i sidste sæson indtog en fast plads på bænken, og ikke mindst Agon Mucolli og Kristian Kirkegaard, der begge stadig kan betragtes som nye spillere i FC Fredericia. Mucolli kom til FC i vinter, mens Kirkegaard stødte til truppen i sommerens transfervindue.

Gertsen, Mucolli og Kirkegaard har været nogle af drivkræfterne bag den sprudlende offensiv, og når de spiller kontinuerligt, som de nu har gjort i længere tid, er FC Fredericia en kraftig bejler til at tage den direkte oprykning.

For at FC Fredericia kan sikre sig oprykning skal der justeres. Man må ikke lukke to mål ind mod et hold som Hvidovre, der ret beset kun havde tre chancer i løbet af en kamp, og når man har chancerne til at lukke kampen, så der ikke er spænding til sidste minut som mod Hvidovre, skal bolden sparkes ind.

Får FC Fredericia formået at lappe forsvaret helt sammen, og får FC Fredericia snøret sækken helt i afgørende situationer, kan det gå hen at blive en sæson, hvor holdet kan gå hele vejen.

https://www.facebook.com/events/2400413516865985/
DEL