Efter 2-2-kampen hjemme mod Nykøbing jagter FC Fredericia nu en sejr i dagens kamp mod Skive, efter en træningsuge, hvor cheftræner Jonas Dal og spillerne har arbejdet på at få styr på de ting, der ikke fungerede mod Nykøbing.

Fredericia AVISEN talte med Jonas Dal i forbindelse med FC Fredericias afsluttende træning før Skive-kampen og han udtaler følgende:

“Det bliver en spændende kamp, som vi glæder os til. Vi skulle have haft mere ud af Nykøbing-kampen, og derfor er det rart at komme i kamp igen. Spillerne er fit for fight, og vi glæder os,” siger Dal.

Hvad har I haft fokus på i løbet af ugen?

“Først har vi haft fokus på at komme os over Nykøbing-kampen, og så lægge på træningsmæssig og torsdag har vi fokus på hvordan Skive spiller,” forklarer Jonas Dal.

Skive-kampen er fredag, og med en normal kampdag om søndagen har det ændret på FC Fredericias træningsuge.

“Vi har trænet knapt så hårdt midt på ugen, og det er det eneste, som der er ændret. Normalt giver vi den gas, efter vi har holdt fri tirsdag, men det har vi ikke gjort i den her uge, og så må vi i stedet give den gas i starten af næste uge,” siger Jonas Dal.

Mod Nykøbing sad flere ting ikke i skabet i første halvleg, og det er noget af det, som FC Fredericia-truppe har talt om i løbet af ugen.

“Jeg tror, at vi er blevet rimelig enige om, at vi har fundet en god måde at løse det på. Det er et spørgsmål om, at vi får hul på bylden og så kører spillet også. Det er specielt omkring igangsætninger, at vi skal være skarpere og det forventer jeg vi er klar på,” siger Dal.

Hvad er Skive for en størrelse?

“Skive er oprykkere, og har fået en fin start, og de har et homogent hold, der var dygtige i sidste sæson i 2. division, hvor de rykkede klart op sammen med Kolding. De har enkelte gode individuelle spillere i Sebastian Denius på kanten og oppe foran har de fået Sebastian Grønning, der har fysik og hovedstødsstyrke,” udtaler Jonas Dal, der til kampen må undvære skadede Dennis Høegh og karantæneramte Anders Holvad.

Skive og FC Fredericia tørner sammen fredag klokken 19:00, og kampen kan følges live i tekst på Fredericia AVISEN.

https://pro-print.dk