FC Fredericia spiller mandag aften på udebane mod FC Helsingør. Vinder fredericianerne opgøret er holdet nummer et i NordicBet Ligaen.

Med Hvidovres sejr i lørdags mod Lyngby er toppen for alvor åbnet helt op i NordicBet Ligaen. Lyngby kunne have lagt afstand til netop Hvidovre, FC Helsingør og FC Fredericia, men det skete ikke. Tobias Thomasen blev kampens enlige målscorer med et mål i det 82. minut, der sænkede Superliga-nedrykkerne fra Lyngby. Det giver mandagens opgør i Helsingør yderligere kolorit, da en eventuel vinder af opgøret overtager førstepladsen.

Sidst de to hold mødtes var den 17. september på Monjasa Park. FC Fredericia kom foran 1-0, men så gik klappen ned for fredericianerne, der kom bagud 4-1 inden, at Alexander Jensen pyntede på resultatet i overtiden. Siden er der sket en del. FC Helsingørs formkurve har været dalende siden sejren mod netop Fredericia, og det er således kun noteret for én sejr i de seneste fem kampe i NordicBet Ligaen, og den kom mod svingende Esbjerg den 14. oktober. Siden er det blevet til 2-2 mod Vendsyssel og 0-0 mod Lyngby.

Helsingør er et stærkt kollektiv, men på den offensive del af banen har de flere spillere, der skiller sig ud på Morten Eskesens mandskab. Det drejer sig specielt om Elijah Just, Tonni Adamsen og Sebastian Czajkowski, der har vist sig at være målfarlige spillere, men med en formstærk FC Fredericia-defensiv, skal der noget ekstraordinært til at få bolden forbi Alexander Nybo i FC Fredericia-målet.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

På skadesfronten lysner det for FC Fredericia, der i den seneste kamp mod Vendsyssel igen havde Patrick Egelund og Valance Nambishi til rådighed. Lidt overraskende havde holdets cheftræner, Michael Hansen, ved den lejlighed valgt en central midtbane bestående af netop Nambishi, Christian Ege og Kristian Kirkegaard, hvilket gav fysik mod Vendsyssel, men på kunstgræsset i Helsingør er det formentlig de mere kreative typer, der skal i spil. Derfor er det ikke oplagt at starte med både Ege og Nambishi på midtbanen, og det kan betyde, at der kommer rotation i FC Fredericias startopstilling, hvor mere tekniske typer som Christian Tue, Patrick Egelund og Andres Lausen kan komme i spil.

Der er kampstart mellem FC Helsingør og FC Fredericia klokken 19:00.

Skriv en kommentar