Danskerne fravælger i disse år fastnettelefoni i hobetal. På bare fem år er antallet af fastnetforbindelser i Danmark godt halveret fra 1,296 millioner i 2010 til 565.000 i 2015. Det viser Energistyrelsens telestatistik, skriver Søndagsavisen.

Mellem 2014 og 2015 har mere end 10.000 danskere gennemsnitligt opsagt deres fastnetabonnement hver måned.

”Mobiltelefonen er endegyldigt ved at tage over i alle grupper i samfundet. Det hænger blandt andet sammen med, at flere oplever, at deres mobiltelefon er lige så pålidelig som fastnet. Og så er fastnet blevet så dyrt, at mange siger: ’så stopper vi her’,” siger Torben Rune, teleanalytiker i Netplan, til Søndagsavisen.

I takt med at stadig flere har opsagt deres fastnetabonnement de seneste år, har teleselskaberne hævet priserne for at kompensere for tabet. I dag koster det knap 2.000 kroner om året at have en fastnettelefon.

Men der er fortsat en del forbrugere, som ikke har mulighed for at stemme med fødderne og opsige deres abonnement. Både pga. dårlig mobildækning, men også fordi mange alarmer er afhængige af en fastnetforbindelse.

Og frygten for ikke at have en stabil telefonlinje spiller selskaberne på, når de hæver priserne, siger Martin Salamon, cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk.

”Når abonnenterne falder fra, ender regningen hos de tilbageværende forbrugere. Det er blandt andet en gruppe ældre, som ikke tør opsige deres fastnetabonnement. Det er en god forretning for teleselskaberne,” siger Martin Salamon.

Han opfordrer forbrugerne til at afsøge markedet for andre muligheder.

”Man kan eksempelvis skifte til IP-telefoni, som er internetbaseret og billigere. For mange forbrugere vil der være penge at spare, som kan gøre en markant forskel i rigtig mange budgetter.”