Forside Erhverv Fast ejendom og entrepriseret – Ny principiel afgørelse om MgO-plader

Fast ejendom og entrepriseret – Ny principiel afgørelse om MgO-plader

DEL
Mads Thejl Hansen på Rådhuspladsen Foto: Andreas Dyhrberg Andreas

En voldgiftsret under Voldgiftsnævnet for Byggeri og Anlæg har for nylig afsagt kendelse i en sag om magnesiumoxid-plader, de såkaldte MgO-plader.

Afgørelsen, der må betegnes som principiel, har været ventet af byggeriets parter, fordi den som den første tager stilling til, hvorvidt MgO-plader, der har været almindeligt anvendt i byggebranchen siden 2010, skal anses for uegnede, og hvem der i givet fald er ansvarlige.

I den konkrete sag blev entreprenøren, der havde foreslået anvendelsen af MgO-plader, frifundet for bygherrens krav om betaling af erstatning, mens byggerådgiver blev dømt for at have handlet an­svarspådragende.

Baggrunden for brug af MgO-plader

MgO-plader har siden 2010 været almindeligt an­vendt som vindspærre i facader.

I marts 2015 bragte byggebranchebladet BYK-TEK imidlertid en artikel om, at det i det fugtige efterår 2014 havde vist sig, at nogle plader baseret på mag­nesiumoxid var blevet så kraftigt opfugtet, at der havde samlet sig vand på pladernes overflade, og at vandet dryppede af bag facadebeklædningen.

Byggeskadefonden, som har til formål at foretage og betale udgifterne til eftersyn af offentligt støttet byggeri, fik herefter udarbejdet en rapport, som slog fast, at MgO-plader er uegnede som vindspærre i det danske klima, og at det i de fleste tilfælde må anbefales, at pladerne udskiftes.

Byggeskadefonden anslår, at der alene i 82 nybyg­gerier og renoveringer med knap 12.000 boliger er opsat ca. 275.000 m2 MgO-plader som vindspærre siden 2010. De samlede udgifter til udbedring anslås af fonden til knap 1 mia. kr.

Sagens baggrund

Baggrunden for sagen var en bygherres levering og montering af en facade med vindspærreplader på ca. 300 lejligheder.

Bygherre antog en rådgiver som totalrådgiver, mens en entreprenør fik tildelt entreprisen. Bygherre og rådgiver havde aftalt, at rådgiverens ydelser skulle omfatte kvalitetssikring i henhold til kvalitetssik­ringsbekendtgørelsen og -vejledningen.

I projektet var der foreskrevet anvendelse af fiberce­mentplader, men det fremgik også, at entreprenø­ren var berettiget til at vælge andre plader, der var ”tilsvarende” eller ”ligestillet med”.

Entreprenøren spurgte rådgiveren på et projektgennemgangsmøde, om fibercementpladerne kunne ændres til MgO-plader, fordi disse vægtmæssigt var lettere at håndtere og ville sikre en nemmere bear­bejdning. Efter nærmere undersøgelser godkendte rådgiveren dette.

Byggeriet blev afleveret i 2011 uden notat om mang­ler. Der blev heller ikke konstateret mangler ved 1-års-gennemgangen i 2013.

I 2015 reklamerede bygherren imidlertid over for entreprenøren og rådgiveren, fordi der ifølge bygherren sivede saltholdigt vand ud fra pladerne i facaden, som angreb metaldele, såsom skruer og beslag. Reklamationen blev afvist.

Bygherren anmodede herefter voldgiftsretten om at afgøre tvisten om bygherrens krav om erstatning for udgifter til afhjælpning af mangler ved plader­ne.

Voldgiftsrettens kendelse

Voldgiftsretten fandt i overensstemmelse med de afgivne skønserklæringer, at MgO-pladerne var ueg­nede til at blive anvendt i dansk klima som uden­dørs vindspærreplader.

Spørgsmålet for voldgiftsretten var herefter, om betragtninger om udviklingsrisiko eller byggetidens viden kunne begrunde, at bygherren skulle bære risikoen, således at MgO-pladerne måtte anses for mangelfri. Ifølge voldgiftsretten var det ikke tilfæl­det.

Voldgiftsretten begrundede dette med, at MgO-pla­derne var nye på det danske marked i 2010, og at der derfor dengang ikke var sådanne erfaringer med anvendelsen af produktet, at der på tidspunk­tet for byggeriet kunne siges at foreligge en viden, der gjorde, at pladerne kunne anses for forsvarlige og fornuftige til formålet.

Voldgiftsretten begrundede desuden beslutningen med, at pladernes manglende egnethed kunne være konstateret i 2010 ved dengang kendte undersøgel­sesmetoder.

Spørgsmålet var så, om entreprenøren havde et mangelsansvar ved at foreslå et andet materiale.

Voldgiftsretten tog udgangspunkt i, at entreprenø­ren foreslog bygherren at anvende MgO-plader i stedet for fibercementplader, og at forslaget dels var begrundet i arbejdsmiljøhensyn, dels i hensynet til en lettere bearbejdning.

Voldgiftsretten tog også udgangspunkt i, at entre­prenøren loyalt havde videregivet alle de oplysnin­ger om MgO-plader, de var i besiddelse af, til rådgi­veren. Af dette materiale fremgik udtrykkeligt, at der var tale om et nyt produkt.

Ydermere tog voldgiftsretten udgangspunkt i, at det var rådgiveren, der vurderede, om MgO-pladerne var tilsvarende eller ligestillede med de foreskrev­ne fibercementplader, og at det var rådgiveren, der valgte at anvende MgO-plader.

Voldgiftsretten fandt, at situationen måtte sidestil­les med, at materialet var foreskrevet af bygherren, og bemærkede herefter, at anvendelse af et foreskre­vet materiale ikke kan udgøre en ansvarspådragen­de mangel.

Med hensyn til produktansvar fandt voldgiftsret­ten, at de skader, som pladerne havde påført søm, skruer eller andre bygningsdele, der var en del af de nye facader, måtte anses for skader på selve produktet, altså den nye bygningsdel (selvbeskadi­gelse), og dermed ikke som en produktskade på den eksisterende bygning. Entreprenøren måtte anses som producent af den nye bygningsdel og hæftede derfor ikke som mellemhandler for det eventuelle produktansvar, der måtte påhvile producenten af pladerne eller tidligere salgsled, der dog ikke var inddraget i sagen.

Voldgiftsretten fandt, at rådgiveren ikke handlede i strid med god rådgiverskik og dermed ansvarspå­dragende ved at basere sin beslutning på de mod­tagne oplysninger om MgO-plader.

Derimod var rådgiveren efter aftalen med bygher­ren forpligtet til at følge kvalitetssikringsbekendtgø­relsen og -vejledningen. Af de forskrifter følger bl.a. et krav om anvendelse af gennemprøvede materia­ler.

Voldgiftsretten fandt, at MgO-pladerne ikke i 2010 var et gennemprøvet materiale.

På trods af dette godkendte rådgiveren valget af MgO-pladerne uden at forelægge bygherren oplys­ningerne om, at der var tale om et nyt, ikke gen­nemprøvet produkt. Voldgiftsretten mente på den baggrund, at rådgiveren herved havde tilsidesat sine forpligtelser efter rådgivningsaftalen på en ansvarspådragende måde.

Som følge heraf blev rådgiveren pålagt at betale erstatning til bygherren for udgifter til afhjælpning af mangler ved de opsatte plader.

Hvorfor er afgørelsen interessant?

Med afgørelsen har byggeriets parter fået voldgifts­rettens ord for, at MgO-plader i 2010 var uegnede til at blive anvendt i dansk klima som vindspærrepla­der. Sagen må forventes at få betydning for en lang række uafsluttede sager om ansvarsfordeling og forsikringsdækning.

Afgørelsen giver dog ikke svar på, hvilket ansvars­grundlag der gælder i sager om anvendelse af MgO-plader efter 2010. I den forbindelse bemærkes det, at BYG-ERFA, der indsamler og formidler byg­getekniske erfaringer, i slutningen af 2013 udsendte et erfaringsblad, der nævner MgO-plader som et eksempel på en vindspærreplade. Spørgsmålet er derfor, om der i hvert fald fra dette tidspunkt forelå sådanne erfaringer med anvendelsen af MgO-pla­der, at der kan siges at foreligge en viden, der gør at pladerne skal anses for forsvarlige og fornuftige til formålet, således at pladerne af disse grunde må anses for mangelfri og for bygherrens risiko.

Der vil dog under alle omstændigheder være tale om en konkret bevismæssig vurdering.

Det bemærkes samtidig, at afgørelsen på en ræk­ke punkter er konkret begrundet.

Det må således forventes at få indflydelse på afgørelsen af fremti­dige sager, om projektet foreskriver anvendelse af et bestemt materiale, om der er frit materialevalg, om rådgiveren er involveret i en eventuel godken­delsesproces vedrørende valg af materiale, eller om entreprenøren på eget initiativ foretager omvalg.

Endelig er det værd at bemærke, at voldgiftsretten slår fast, at reglerne om produktansvar ikke finder anvendelse for entreprenøren i en situation som den foreliggende, hvor et defekt produkt (MgO-pla­derne) beskadiger en bygningsdel (facaden), som produktet er integreret i (selvbeskadigelsestilfælde).

I den forbindelse bør det bemærkes, at voldgifts­retten ikke har taget stilling til, om producenten af MgO-pladerne eller tidligere handelsled, herunder de virksomheder, der leverede pladerne til entre­prenøren, har pådraget sig ansvar efter reglerne om produktansvar, således produkter der er defekte eller farlige i deres anvendelse.