Lørdag 19. januar holdte Erritsø Svømmeklub sit årlige sponsorstævne. 

Efter en fantastisk dag i svømmehallen med 30 meget engagerede svømmere i vandet, som kæmpede det bedste de havde lært for at få så mange baner registret, viste det samlede regnskab, at de 30 svømmere tilsammen havde svømmet 112.550 meter. Hver svømmer var i vandet 3 gange 20 minutter. Den enkelte svømmer havde været rundt hos byens erhvervsdrivende for at blive sponsoreret, og det endte med en samlet indtjening på 121.000 kr. Erritsø svømmeklub er dybt taknemlig for de sponsorer der støtter deres svømmere og gør det muligt at skabe de bedste forudsætninger for udvikling af klubbens talenter.

Dagen blev afsluttet med fællesspisning til de trætte og glade svømmere. Sponsorstævnet er med til at berige det sociale fællesskab blandt klubbens konkurrencehold og fællesskabet er en afgørende faktor i hverdagen, når lysten og gejsten skal holdes for at både klubben, svømmerne og trænerne indfrier deres målsætninger. Nu ser svømmere og trænere frem mod de næste opgaver i sæsonen og glæder sig sammen over det fantastisk flotte resultat der blev leveret af alle i klubben.

www.eventc.dk