Det er ikke kun på banen, at FC Fredericia har gearet op. Det har fanklubben Red Pride også, da de har fået sponsoreret et nyt capotårn af det lokale firma Wiggers & Klement.

Red Pride genopstod i vinteren 2019 efter nogle års fravær på tribunen, når FC Fredericia spiller. Efter genopstandelsen har stemningen nået nye højder på Monjasa Park, og nu får stemningen formentlig endnu et nøk opad.

Hidtil har der været en trækonstruktion, hvor slagets gang er blevet styret fra på Monjasa Park. Det har fungeret som et såkaldt capotårn, hvor en med megafon har styret hvilke sange, der synges.

Capotårnet blev båret på plads torsdag middag. (Foto: Patrick Viborg Andersen / Fredericia AVISEN)

I de store klubber rundt omkring i Europa bliver fansene dirigeret fra et capotårn, og det er også tilfældet i de fleste Superliga-klubber og der er derfor tale om klar oprustning på fanfronten i FC Fredericia.

“Det geniale med vores tårn er, at det har en perfekt højde så alle kan se vores capo nu. Det er rigtig flot bygget og vi ser frem til at indvie det,” siger fanformand Søren Christensen til Fredericia AVISEN.

Det bliver ikke Søren, der skal stå i tårnet. Han står placeret længere tilbage på tribunen, hvor han trommer løs.

“Fra min placering på stilladset omme bagved har jeg et perfekt udsyn til capoen. Med den måde vi har fået lavet det på bliver det rigtig godt så jeg kan koordinere med capoen undervejs,” forklarer Søren Christensen.

Fredericia Teater, Borgmester, Fredericia Håndbold Klub/FHK og FC Fredericia.
Annonce

Hvor vigtigt er et capotårn?

“Man har klart bedre styring på tribunen på den måde, og jeg ser det derfor som et must at have. De fleste Superliga-klubber har både et tårn til deres egne fans og udeholdets fans, så det at vi bare har et til os selv nu er fantastisk. Nu er vi på højde med Superligaerne med Danmarks måske fedeste capotårn,” siger Søren med stolthed i stemmen.

Capotårnet bliver taget i brug for første gang d. 7. marts, hvor FC Fredericia spiller første hjemmekamp i forårssæsonen mod Viborg, og det er noget Red Pride ser frem til.

“Det bliver fantastisk. Vi er mega klar på at give den gas, og med tårnet her er vi klar til Superligaen, som vi rykker op i til sommer,” slutter Søren Christensen.

Tårnet hvor slagets gang bliver ledet fra FC Fredericias fantribune fremadrettet. (Foto: Patrick Viborg Andersen / Fredericia AVISEN)

FC Fredericia spiller første kamp i NordicBet Ligaen d. 29. februar på udebane mod Fremad Amager. Til den kamp har Red Pride allerede 30 tilmeldte deres bustur, og Søren Christensen forventer, at der minimum bliver sendt en fyldt bus af sted til kampen.

Skriv et svar